Thomas Stavngaard bliver ny dansk cheflandstræner

af | nov 4, 2024

Thomas Stavngaard tager fra årsskiftet over for Kenneth Jonassen som dansk cheflandstræner. Fremover skal herresinglekategorien trænes af Hans-Kristian Solberg Vittinghus.

Badminton Danmarks næste cheflandstræner kommer fra egne rækker.

Den nuværende landstræner Thomas Stavngaard forfremmes 1. januar 2025 til cheflandstræner og tager dermed over fra Kenneth Jonassen, som har haft posten siden 2016.

 – Jeg ser det som en stor ære at blive vurderet god nok til at være Danmarks cheflandstræner. Jeg er meget ydmyg over for den opgave, der venter, og jeg ser frem til at bygge videre på Kenneth Jonassens store arbejde. Jeg er meget opmærksom på, at det er en anden rolle, hvor der bliver mere ledelse, men jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med opgaven, siger Thomas Stavngaard.

Læs også: Billetsalget til EM i Horsens er sat i gang 

Siden 2015 har han været en del af landstrænerteamet i Badminton Danmark, hvor han blandt andet har coachet mixeddoublekategorien og siddet med på trænerstolen i mange af Viktor Axelsens triumfer.

Han overtog ansvaret for den danske herredoublekategori fra starten af 2023 og har dermed stor andel i Kim Astrup og Anders Skaarups VM-medalje i Royal Arena i august 2023, samt herredoublens flere turneringssejre de seneste to år. Stavngaard modtog også prisen som ’Årets Træner 2023’ af Team Danmark.

Med Stavngaards meritter som landstræner er elite- og sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom, overbevist om, at cheflandstrænerposten er i gode hænder.

– Thomas Stavngaard har stor erfaring med at arbejde med verdensklassespillere, han har international erfaring på højeste mesterskabsniveau, og så har han allerede bevist, at han kan levere resultater på allerhøjeste niveau. Desuden har han en stor viden og forståelse for den kultur og setup, som der er på Det Nationale Elite Træningscenter samt samarbejdet med klubberne og talentudviklingen. Så samlet set vurderer jeg, at Stavngaard har en rigtig stærk profil til at overtage jobbet som cheflandstræner, siger Jens Meibom.

Thomas Stavngaard var selv professionel badmintonspiller, hvor han blandt andet vandt Denmark Open i herredouble og French Open i mixeddouble.

Læs også: Kenneth Jonassen stopper som cheflandstræner

Ny landstræner for herresinglerne

Udover cheflandstrænerposten kommer Thomas Stavngaard fortsat til at stå i spidsen for herredoublekategorien. Til gengæld får herresinglerne, som Kenneth Jonassen havde ansvaret for, ny landstræner.

Det bliver den tidligere topspiller Hans-Kristian Solberg Vittinghus, som stoppede sin karriere sidste år.

Hans-Kristian Solberg Vittinghus var manden, der i 2016 sendte Thomas Cup-trofæet på danske hænder for første gang i historien. Desuden vandt han Australian Open i 2016 og var i finalen i Super 1000-turneringen Thailand Open i 2020. Dertil blev det også til to individuelle EM-bronzemedaljer samt en verdensranglisteplacering som nr. 8 i verden i løbet af sin 18 år lange internationale karriere.

Siden karrierestoppet har han været træner med fokus på singlerne i Hvidovre BC samt haft en konsulentrolle på det polske landsholdscenter for damer og herrer. Det fortsætter han med i resten af sæsonen, og er så klar til at træne de bedste herresinglespillere i Danmark senest fra 1. august 2025.

– Jeg ser frem mod det med spænding, men også med ærefrygt, da det er en kategori, som har haft kæmpe succes gennem årene. Og når jeg skal overtage efter Kenneth Jonassen, en af de dygtigste trænere i verden, er det store sko at fylde ud. Men jeg ser det som en spændende udfordring, og tror samtidigt på, at jeg med mine mange år som elitespiller og viden og erfaring med badminton på højeste niveau, kan bidrage til spillernes udvikling, siger Vittinghus.

Læs også: Historisk godt VICTOR DENMARK OPEN

Jens Meibom, glæder sig meget over tilgangen af Hans-Kristian Vittinghus.

– HK (Hans Kristian Solberg Vittinghus, red.) har et kæmpe hjerte og passion for badminton, og er en rigtig badmintonnørd, som elsker at dykke ned i detaljer i sporten. Hans badmintonviden- og erfaring er på et meget højt niveau. Kombineret med hans store erfaring som spiller og mangeårige deltagelse på landsholdstræningen, er han en rigtig god profil til at inspirere og udvikle, både de nuværende herresinglespillere, men også den gruppe af unge herresinglespillere, som er på vej frem.

– Endelig er han en fantastisk god person, som er vellidt af alle inden for badmintonverden, og jeg ved, at både de øvrige landstrænere og spillerne glæder sig lige så meget som jeg til, at han bliver en del af landstrænerteamet, fortæller elite- og sportschef Jens Meibom

I perioden 1. januar til 1. august vil det være centertræner Jonas Lyduch, som har det primære ansvar for herresinglekategorien, men det forventes, at Hans Kristian Solberg Vittinghus vil kunne deltage på nogle ugentlige træninger allerede fra årsskiftet.