Fire danske konstellationer er videre til semifinalerne ved UEM

af | dec 3, 2024

UEM

Badmintonphoto

Under spanske himmelstrøg nåede det individuelle UEM tirsdag frem til både ottendedels- og kvartfinalerne. Fire danske doubler avancerede gennem begge runder og sikrede sig en plads i morgendagens semifinaler.

Køb billet til EM 2025 i Horsens her

Mens tirsdag eftermiddag gled over i tidlig aften, trådte fem danske konstellationer på banen ved UEM i Ibiza for at spille deres kvartfinaler i flere tilfælde med udsigt til skrap og højt seedet modstand. Otto Reiler og Amanda Aarrebo Petersen havde eksempelvis det topseede franske par Tom Lalot Trescarte og Elsa Jacob at se frem til. Denne kvartfinale blev en gentagelse af mixeddoubleopgøret fra holdfinalen ved UEM men denne gang med dansk sejr til følge, 21-18, 21-6.

– Jeg bliver nok nødt til at fremhæve, at Otto og Amanda slår de topseedede franskmænd, som de fik en ordentlig øretæver af i holdfinalen. Det er selvfølgelig en kombination af mange ting. At vi kunne spille lidt mere uden risiko, og så selvfølgelig også at de andre bliver monsternervøse på den anden side. Men det er super flot, sagde U19-landstræner Jonas Lyduch efterfølgende om præstationen.

På bane 3 var det samtidig blevet tid for Robert Nebel og Anna-Sofie Nielsen til at tage kampen op mod deres spanske værter på hjemmebane. Det ottendeseedede par bestående af Adolfo Lopez og Carmen Maria Jimenez viste sig dog for stærke og kunne efter tre hårdt tilkæmpede sæt fejre spansk sejr, 19-21, 21-19, 9-21.

– Den anden mixed havde jeg måske også håbet, at vi kunne vinde, men den taber vi lidt tæt i tre sæt. Og så vinder vi jo resten. Det synes jeg er flot, sagde Jonas Lyduch.

Vil du også gerne spille badminton? Find en klub nær dig her

Den ene af de resterende sejre stod Amanda Aarrebo Petersen og Maria Højlund Tommerup for. Her havde de godt styr på det franske modstanderpar Agathe Cuevas og Kathell Desmots-Chacun i to sæt, 21-18, 21-14.

– Maria og Amanda slår de andenseedede franskmænd. Jeg synes ikke, det er en kæmpe overraskelse. Men jeg synes stadigvæk, at dét at slå de andenseedede, er fint, sagde Jonas Lyduch.

Også på herredoublefronten var det danskerne, der havde overhånden. Robert Nebel og Otto Reiler klarede skærende mod Hollands femteseedede par bestående af Casper Spaans og Joep Strooper med cifrene, 21-17, 22-20. Den anden danske herredouble, der i den ene halvdel har været hæmmet af sygdom, spillede et tæt opgør mod det fjerdeseedede engelske par Benjamin Horseman og Jia Bin Lee. Kampen bølgede i flere perioder frem og tilbage, men i sidste ende var det danskerne, der kunne trække sig sejrrigt ud af det spændende opgør med cifrene, 19-21, 21-16, 21-18.

– Jeg synes, det er en god præstation af Jesper og Philip, at de får hevet den her hjem i tre tætte sæt med Phillip, der stadig ikke er helt på toppen fysisk efter sin sygdom. Jeg synes, at kvartfinalerne nok er lidt svære at være utilfredse med, sagde Jonas Lyduch ovenpå dagens danske præstationer i kvartfinalerne.

Læs også: Ni nye danske U19 sejre på tredjedagen ved det individuelle UEM

Tidligere i dag stod de danske U19-spillere i ottendedelsfinalerne, som blev endestationen for Anna-Sofie Nielsen og Jasmin Willis, for hvem det sjetteseedede par Maria Koriagina/Yaroslava Vantsarovska fra Ukraine blev for stor en mundfuld. Opgøret endte til Ukrainsk fordel, 12-21, 16-21. Danskerne fik ligeledes en hård medfart i ottendelsfinalernes singlekategorier.

– Vi bliver lidt ramt af de to damesingler og herresinglen. Jeg tror ikke, vi havde regnet med at vinde damesinglerne, men vi havde nok håbet, at vi kunne gøre lidt bedre figur. Så det, synes jeg, var lidt hårdt. De gør selvfølgelig, hvad de kan, men der var to kampe med nederlag lige efter hinanden. Og så taber Salomon også til en skotte, hvor vi nok også havde sat næsen op efter at vinde. Jeg synes ikke, jeg havde satset meget på den damedouble, der taber. Jeg synes, det er godt, at de andre vinder. Så jeg synes egentlig, vi kom hæderligt ud af ottendelsfinalerne, selvom vi lige havde tre singler, som vi tabte, hvor vi var lidt skuffede, sagde Jonas Lyduch ovenpå ottendedelsfinalerne.

Stream alle kampene fra UEM via Badminton Europe

I morgen kl. 9.30 serves de første semifinaler i gang, og der er danske spillere på banen fra start.

Du kan finde programmet for den individuelle turnering samt dagens resultater, når de løbende ruller ind her

Tirsdagens danske resultater

Kvartfinaler

  • Amanda Aarrebo Petersen/Maria Højlund Tommerup (8.) – Agathe Cuevas/Kathell Desmots-Chacun (2.) (Frankrig): 21-18, 21-14
  • Otto Reiler/Amanda Aarrebo Petersen – Tom Lalot Trescarte/Elsa Jacob (1.) (Frankrig): 21-18, 21-6.
  • Robert Nebel/Anna-Sofie Nielsen – Adolfo Lopez/Carmen Maria Jimenez (8.) (Spanien): 19-21, 21-19, 9-21.
  • Philip Kryger Boe/Jesper Østergaard Christensen – Benjamin Horseman/Jia Bin Lee (4.) (England): 19-21, 21-16, 21-18.
  • Robert Nebel/Otto Reiler – Casper Spaans/Joep Strooper (5.) (Holland): 21-17, 22-20

Ottendedelsfinaler

  • Otto Reiler/Amanda Aarrebo Petersen – Vojtěch Havlíček/Kateřina Koliášová (13.) (Tjekkiet): 21-13, 21-10
  • Amanda Aarrebo Petersen/Maria Højlund Tommerup (8.) – Sofie Chong/Lucy Dodd (England): 21-13, 21-7
  • Robert Nebel/Otto Reiler – Ewan Goulin Arsene Serre (Frankrig): 21-10, 21-23, 21-14
  • Robert Nebel/Anna-Sofie Nielsen – Luca-Stefan Pandele/Denisa-Maria Muscalu (10.) (Rumænien): 19-21, 21-19, 21-13
  • Caroline Mouritsen – Siofra Flynn (4.) (Irland): 7-21, 11-21
  • Kajsa Van Dalm – Nella Nyqvist (Finland): 5-21, 8-21
  • Philip Kryger Boe/Jesper Østergaard Christensen – Matus Polacek/Andrej Suchy (Slovenien): 21-19, 21-11
  • Salomon Adam Thomasen – Matthew Warring (16.) (Skotland): 12-21, 21-15, 16-21
  • Anna-Sofie Nielsen/Jasmin Willis – Maria Koriagina/Yaroslava Vantsarovska (6.) (Ukraine): 12-21, 16-21