Mød et bestyrelsesmedlem: Kristian Boye Nielsen

af | jan 13, 2025

Kristian Boye - Hovedbestyrelsen - Økonomiansvarlig - Portrætfoto

Kristian Boye

Hvad er din post i bestyrelsen?

– Politisk økonomiansvarlig. 

Hvad består din post i bestyrelsen af?

– Jeg varetager forbundets økonomi overordnet, og fastlægger og opretholder rammerne for økonomien i forhold til, hvad vi skal prioritere i samarbejde med hovedbestyrelsen. Jeg skal sikre mig, at vores økonomi hænger sammen, og at der er en gennemsigtighed i dette. Vi skal prioritere vores økonomi på den bedst mulige måde for badmintonen i Danmark.

 Hvor stammer din kærlighed til sporten fra? 

– Jeg begyndte at spille badminton, da jeg var ti år, ikke på noget højt niveau. Jeg synes, at det var enormt sjovt, og så blev jeg frivillig i Gladsaxe Søborg Badmintonklub, hvor jeg selv spiller, og hvor jeg har været formand i omkring 21 år og frivillig i små 30 år. 

Hvordan blev du en del af bestyrelsen i Badminton Danmark?

– Jeg blev formand for Badminton København i 2015. I den gamle politiske struktur i forbundet, var det sådan, at formændene for kredsene automatisk var en del af hovedbestyrelsen. I 2017 blev jeg så politisk økonomiansvarlig, og i 2022 var jeg konstitueret direktør, inden Kristian Langbak tiltrådte posten. 

Har du interesser, der rækker uden for badmintonsporten? 

– Jeg sidder i noget, der hedder Idræt København, hvor vi arbejder med at varetage idrætten i København i samarbejde med politikerne. Det er faktisk al idræt, der har min interesse. Det er vigtigt for mig, at alle folk i København har mulighed for at dyrke idræt. Selvfølgelig vil jeg helst have, at de spiller badminton, men der skal være mulighed for al idræt. 

Hvad består dit professionelle liv af?

– Jeg har arbejdet mange år i ejendomsbranchen og med forretningsudvikling, men har for nyligt opsagt min stilling, så for tiden er jeg “in between jobs” så at sige.