De nominerede til Årets Badmintonklub er…

af | jan 16, 2025

Allan Høgholm - Badminton Danmark - logo - arena - hal - design - designmanual - navn - fjerdbold - bane - mørke

I vores sport har vi et hav af gode klubber, der danner trygge rammer for fjergale børn og voksne. Tre af disse klubber har over de sidste tolv måneder gjort sig særligt bemærkede, og til det er de velfortjent blevet indstillet til Årets Klub.

Køb billet til EM 2025 i Horsens her

Årets Badmintonklub er prisen for en klub, der repræsenterer badmintonsportens værdier, der udvikler sig ved at have tilbud for nye målgrupper og bedre tilbud til medlemmer og som værner om klubbens position i lokalområdet.

De tre nominerede:

Gladsaxe Søborg Badmintonklub

Klubben fra hovedstadsområdet har glæde, sammenhold og badmintonudvikling som sine tre søjler for grundværdierne i klubben. GSB har med tiltag og initiativer styrket netop de tre fokuspunkter ved blandt andet at etablere tre gange så mange motionisttræninger med tilknyttede træner og mulighed for tekniktræning, udvikling af egne trænere med trænermøder hvert kvartal og foredrag for forældre og spillere for at lægge i banken til endnu flere gode badmintonoplevelser for medlemmerne i klubben. Derudover kan GSB mobilisere et stort antal glade spillere og lige så glade frivillige, når de til ungdomsturneringer har tæt på 300 deltagere og 60 frivillige, hvor ungdomsspillerne selv står for salg i boderne og noteringen ved dommerbordet. 

Klik her for at se de tidligere vindere af Årets Badmintonklub

Højbjerg Badminton Klub

Højbjerg er en magtfaktor på eliteniveau, men det gør ikke, at det er en klub kun for toppen af dansk badminton. I Højbjerg er der plads til alle. Klubben har nedfældet et værdisæt forkortet til ordet “fuger”. Fuger står for: fællesskab, udvikling, glæde, engagement og respekt. Det er de værdier og driften på baggrund af disse, der har sikret Højbjerg denne fornemme nominering. Klubben har derudover hvervet flere trænere, stablet flere hyggelige arrangementer på benene, og der er planer om udbygning af klubben med en ekstra hal for at kunne fremme udviklingen i klubben. 

Ulkebøl Badminton

I Sønderborg-bydelen Ulkebøl finder man Ulkebøl Badminton, som har det meget klare mantra: her er plads til alle. Fællesskab, frivillighed og god stemning fylder i klubben, og medlemmerne bliver i klubben i mange år af god grund. I klubben har man taget en række initiativer i brug for at styrke sammenholdet, ikke kun internt men i området omkring lige så. En håndfuld U15-spillere har været på hjælpetrænerkursus for at kunne fungere i den rolle og være mentorer for de yngre spillere, og så har klubben taget fat i NGO’en Ombold for at hjælpe udsatte i området. 

Læs også: Vinderne af Årets Ildsjæl, Årets Badmintonklub, og Årets Badmintontræner 2024 er fundet

Kriterier for at vinde ”Årets Badmintonklub”

  • Repræsenterer badmintonsportens værdier (oplevelse, glæde, udvikling og fællesskab)
  • Oplever stor medlemsvækst
  • Udvikler sig ved for eksempel at have tilbud for nye målgrupper, bedre tilbud til medlemmer, uddannelse af trænere/ledere, rekruttering af medlemmer og frivillige
  • Har synlige og aktive ledere og frivillige
  • Er synlig i lokalområdet gennem markedsføring og aktiviteter
  • Værner om klubbens position i lokalområdet

Vinderen bliver offentliggjort på Badminton Danmarks hjemmeside og sociale medier i perioden 1.- 7. februar 2025. Vinderne bliver yderligere hyldet den 8. februar 2025 på finaledagen ved VICTOR DM 2025.

Vil du også spille badminton? Klik her og find en klub nær dig