Mød et bestyrelsesmedlem: Jeanette Lund

af | jan 21, 2025

Hvad er din post i bestyrelsen?

Politisk eventansvarlig.

Hvad består din post i bestyrelsen af?

Min opgave er at varetage Badminton Danmarks interesser overordnet og specifikt på eventområdet. Det gælder alle Badminton Danmarks store events på både ungdoms-, senior- og senior+ området. Ikke på det praktiske afviklingsplan men strategisk og navnlig hvis det handler om tiltrækning og planlægning af større internationale events. Jeg sparrer tit med chefen for Eventområdet i Administrationen og har desuden et overordnet ansvar for de reglementer, der hører til eventområdet.

Hvor stammer din kærlighed til sporten fra? 

Jeg startede med at spille badminton, da jeg var otte år, fordi min far og min storebror spillede, og så ville jeg da også. Og så blev min mor også nødt til at starte med at spille, hvis hun ville være sammen med sin familie! Så det er et familieanliggende. Ikke alle i familien spiller nu, men alle har spillet. Mine forældre spiller stadigvæk. Det er kun min storebror, der er stoppet. Så det ligger til familien, og det har hængt ved i meget lang tid. 

Hvordan blev du en del af bestyrelsen i Badminton Danmark?

Jeg blev prikket på skulderen helt tilbage i 2011, hvor jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at træde ind i bestyrelsen på det tidspunkt som bredde- og udviklingsansvarlig. Jeg havde på det tidspunkt siddet en del år i bestyrelsen i Odense Badminton Klub, og havde også siddet i Badminton Fyns bestyrelse, så jeg vidste lidt om at sidde i bestyrelser, og syntes, at det var spændende at få lov til at komme ind og være med på nationalt plan, og få lov til at få indsigt og præge tingene. Det kunne godt være, det ikke lige var det område, jeg brændte mest for, fordi jeg allerede dengang også arbejdede med events i mit faglige virke. Men jeg vidste, at jeg i hvert fald kunne komme tættere på bordet. Det var en nysgerrighed på feltet og med et ønske om at kunne få lov til at bidrage med noget.

Har du interesser, der rækker uden for badmintonsporten? 

Jeg løber og går meget ved siden af, at jeg stadig spiller badminton.

Hvad består dit professionelle liv af?

– Jeg sidder som chefkonsulent i Destination Fyn, hvor jeg har ansvaret for to store sportsbegivenheder. Blandt andet Denmark Open, hvor min primære funktion er projektledelse. Jeg har mange koordinatoropgaver mellem de lokale her på Fyn, mellem Odense Badminton Klub, Odense Kommune, Odense Sport & Event og så Badminton Danmark. Mange af mine opgaver ligger forud for og bliver klaret op til eventet. Og så flyder jeg ovenpå vandene, når jeg er derude og hjælper til, hvor det giver mening.