Finalefeltet ved VICTOR DM 2025 er på plads

af | feb 7, 2025

Badmintonphoto

Fredagens semifinaler ved VICTOR DM 2025 leverede alt, hvad et badmintonhjerte kan begære. Med intensitet og præstationer fra øverste hylde blev feltet til lørdagens finaleopgør sikret.

Sent fredag eftermiddag gik jagten på finalepladserne ved dette års VICTOR DM ind i Sydjysk Sparekasse Skansen, hvor det var mixeddoubleparrene, som lagde fra land. På bane 1 var det førsteseedede Jesper Toft og Amalie Magelund, der trådte ind i rampelyset, hvor de skulle møde det til lejligheden sammensatte par bestående af Sebastian Bugtrup og Alexandra Bøje.

Toft og Magelund lagde et højt tempo for dagen og tillod ikke Bugtrup og Bøje mere end 3 point inden første ophold. Bugtrup, der i lange perioder pressede på for at afgøre boldene hurtigt, blev gentagne gange bremset i projektet af en skarp Jesper Toft, der sammen med sin makker tog første sæt uden de store problemer. Andet sæt blev en tættere affære, men Toft og Magelund formåede ikke desto mindre at trække fra i de afgørende dueller og sikre sejren i to sæt, 21-11, 21-16. En gave til Jesper Toft, der foruden semifinalevinder, i dag kan kalde sig fødselar.

Få overblikket over alle dagens resultater her

På nabobanen sikrede Mads Vestergaard og Christine Busch finalebilletten uden stort drama. Deres modstandere, Rasmus Prasz Espersen og Amalie Cecilie Kudsk, fik ellers en stærk start, men måtte se sig overhalet på pointtavlen, hvor det efter to sæt, 21-15, 21-13, stod klart, at seedningerne holdt stik: Andenseedede Vestergaard og Busch er klar til at udfordre Toft og Magelund i morgendagens mixeddoublefinale. Det er to par, der kender hinanden særdeles godt fra landsholdstræningen.

– Vi ved det bliver en rigtig svær kamp i morgen. De spiller rigtig godt. Men vi kender hinanden så godt, så jeg tror også, det bliver en god kamp, fordi vi ved, hvad vi hver især kommer med. Så jeg tror, vi skal finde noget nyt frem for at kunne slå dem i morgen, sagde Amalie Magelund efter dagens semifinale.

Køb din billet til VICTOR DM her

Den forsvarende mester, Line Christophersen, der har sikret sig titlen ved de seneste fem Danmarksmesterskaber, stod i semifinalen overfor den eneste useedede damesingle, Frederikke Østergaard fra Frederikshavn. På trods af en stærk indsats fra Østergaard, der i perioder formåede at holde sig inde i kampen, blev Christophersen til sidst for stor en mundfuld. Med sikkerhed og overblik sikrede Christophersen sig en forholdsvis komfortabel sejr i to sæt, 21-16, 21-15.

Line Christophersen skal i sin sjette VICTOR DM-finale møde sin navnesøster Line Kjærsfeldt, der leverede en solid semifinalepræstation, hvor hun flyttede Amalie Schulz Terp-Nielsen rundt på banen i to overbevisende sæt med sejr til følge, 21-16, 21-12.

Læs også: Andendagen afgjort: Semifinalisterne ved VICTOR DM er fundet

Dagens første damedoubleopgør stod mellem landsholdsduoen Maiken Fruergaard og Natasja Anthonisen, og det unge par fra Solrød Strand, Maria Højlund Tommerup og Frederikke Lund. Førsteseedede Fruergaard og Anthonisen levede op til deres favoritrolle og sikrede en overbevisende sejr i to sæt med cifrene 21-12, 21-9. I finalen i morgen møder de Amalie Cecilie Kudsk og Signe Schulz Terp-Nielsen, der tog deres semifinalesejr over Simona Pilgaard og Sara Thygesen i tre intense sæt med cifrene, 22-20, 15-21, 21-12. Især tålmodigheden blev ifølge Signe Schulz Terp-Nielsen udslagsgivende i tredje sæt.

– Jeg tror, vi er gode til at holde tålmodigheden og vente på at de rigtige chancer kommer, og ikke forivre os for tidligt, sagde Signe Schulz Terp-Nielsen efter dagens semifinalesejr, der har stor betydning for Værløseparret.

– Det er fuldstændig fantastisk for os. Vi har stået i nogle semifinaler nogle gange og har aldrig formået at vinde. Det er mega fedt at vi kunne gøre det denne gang. Det er stort, sagde Amalie Cecilie Kudsk.

Læs også: Førstedagen ved VICTOR DM 2025 er afviklet

Herresinglekateogorien blev åbnet af to Skovshovedprofiler. På den ene side af nettet stod den forsvarende mester fra sidste års VICTOR DM Rasmus Gemke, og på den anden side hans landsholdskollega Mads Christophersen. I kampens første sæt viste begge spillere fremragende takter. Mads Christophersen satte et højt tempo, holdt boldene nedad, og blev mødt af en tålmodig Rasmus Gemke, der i høj grad lykkedes med at spille boldene tilbage. Det resulterede i et tæt sæt, som Rasmus Gemke i sidste ende skrev sit navn på. Det påfølgende sæt blev ligeledes afviklet på et højt niveau. Selvom Mads Christophersen bragte snedige maskeringer i spil lå afgørelsen for enden af andet sæt, hvor Rasmus Gemke tog sejren, 21-19, 21-13.

Jakob Houe Andersen og Magnus Johannesen tørnede sammen i et brag af en semifinale, der begyndte noget nervøst for førstnævntes vedkommende hvilket resulterede i en føring til Magnus Johannesen, som ikke kunne indhentes. I andet sæt hev Jakob Houe Andersen imidlertid et arsenal af hårde smash og finter op af værktøjskassen, som åbnede kampen op i et tredje sæt, der til at begynde med var tæt. Men et satset spil fra en efterhånden træt Jakob Houe Andersen førte mod slutningen til en række fejl, som banede vejen for samlet sejr til Magnus Johannesen, 21-14, 19-21, 21-14.

Dette års herresinglefinale bliver dermed déjà vu fra sidste års VICTOR DM-finale, hvor det ligeledes var Rasmus Gemke, der stod overfor Magnus Johannesen.

Læs også: VICTOR DM 2025 er her: yngste deltager og ny landsholds-konstellation på åbningsdagen

Hen under aftenen var det herredoublernes tur til at komme i aktion. I det ene opgør var Jesper Toft tilbage på banen, denne gang ledsaget af Andreas Søndergaard. På den anden side af nettet stod Kim Astrup uden sin vante makker Anders Skaarup Rasmussen, der desværre er forhindret i at stille op ved dette års VICTOR DM på grund af skade. Dette stod imidlertid ikke i vejen for en finaleplads til Astrup, der med en yderst velspillende Rasmus Prasz Espersen ved sin side, lykkedes noget overraskende med at tilkæmpe sig sejren i to sæt med cifrene, 21-19, 21-14, over sidste års mestre Jesper Toft og Andreas Søndergaard.

Aftenens sidste semifinale bød på endnu en genganger fra mixeddoublekategorien. Her var det Mads Vestergaard, der sammen med Daniel Lundgaard stod overfor Rasmus Kjær Pedersen og Frederik Søgaard. To landsholdsmakkerskaber der af den grund er godt kendte med hinanden. Det medførte to tætte sæt med korte dueller og tyk intensitet, hvor Rasmus Kjær Pedersen og Frederik Søgaard i begge tilfælde blev den lukkende instans, og således kunne gå sejrrigt fra banen med cifrene, 21-19, 21-18 på pointtavlen.

Klik her for at få et overblik over morgendagens finaler

Lørdagens finaler ved VICTOR DM 2025:

Herresingle: Rasmus Gemke (1.) – Magnus Johannesen (2.)

Damesingle: Line Kjærsfeldt (1.) – Line Christopherson (2.)

Herredouble: Kim Astrup/Rasmus Prasz Espersen (1.) – Rasmus Kjær Pedersen og Frederik Søgaard (2.)

Damedouble: Maiken Fruergaard/Natasja Anthonisen  (1.) – Amalie Cecilie Kudsk/Signe Schulz Terp-Nielsen (2.)

Mixeddouble: Jesper Toft/Amalie Magelund (1.) – Mads Vestergaard/Christine Busch (2.)

TV

TV 2 Sport og TV 2 Play sender live fra semifinaler og finaler, fredag og lørdag, den 7. og 8. februar.

Program

Lørdag den 8. februar, kl. 12:00-17:00

Sidste års vindere af VICTOR DM var:

Herresingle: Rasmus Gemke

Damesingle: Line Christophersen

Herredouble: Jesper Toft/Andreas Søndergaard

Damedouble: Sara Thygesen/Maiken Fruergaard

Mixeddouble: Jesper Toft/Clara Graversen