Danmark spiller sig i finalen ved EM for blandede hold!

af | feb 15, 2025

EM for blandede hold

Badminton photo

Danmark havde i dag chancen for at spille sig i finalen ved EM for blandede hold for 22. gang i træk. Mellem de danske spillere og finalen stod kun vores naboer mod syd, Tyskland. En udfordring, danskerne klarede uden megen slinger i valsen.

Køb billet til EM i Horsens

– Jeg oplever egentlig dagen som værende lige ud. Vi er bedre. Vi har simpelthen bare et højere niveau i alle de tre kampe, vi spiller, og egentlig måske også en større niveauforskel, end jeg havde regnet med, sagde landstræner Jesper Hovgaard om dagens kampe mod Tyskland.

Line Christophersen – Miranda Wilson: 21-11, 21-9

Dagens første holdkamp var i damesingle og blev spillet af Line Christophersen og Miranda Wilson. De to spillere har mødt hinanden to gange før, dog i deres junior-år, hvor Line Christophersen tog sejren begge gange. Det gjorde sig også gældende i dag, da Christophersen tog det første point til Danmark i to sæt på 21-11, 21-9. I første sæt fik Line Christophersen bragt sig foran 11-7 ved ophold. Det var en føring, som Christophersen holdt fast i, og kun gjorde større, da hun lukkede sættet 21-11. Ligeledes gik det i andet sæt, hvor Christophersen ved ophold førte 11-3 og dernæst lukkede sættet 21-9.

Rasmus Gemke – Matthias Kicklitz: 21-18, 21-11

Hernæst lød den på herresingle, hvor Rasmus Gemke mødte Matthias Kicklitz. Første sæt startede ud som en tæt affære mellem de to herrer, hvilket også gjorde sig gældende ved opholdet, hvor blot et enkelt point adskilte dem, da den stod 11-10 til Gemke. På trods af god modstand fra Matthias Kicklitz blev det Rasmus Gemke, der tog sejren i første sæt med pointene 21-18. De tætte point var Rasmus Gemke dog træt af, og ved ophold i anden sæt lød pointene 11-4. Den føring holdt Gemke fast i, og sættet blev lukket 21-11.

Læs også: Danmark sikrer sig 3. sejr i gruppespillet: – Det var bare en opgave, der skulle overstås

Natasja Anthonisen/Maiken Fruergaard – Leona Michalski/Franziska Volkmann: 21-11, 21-14

Så havde den danske landsholdskonstellation Anthonisen og Fruergaard chancen for at sikre den danske finaleplads, da de mødte Michalski og Volkmann i en damedouble. En udfordring, de fuldførte med bravur. Der var ikke meget at gøre i første sæt for de tyske spillere, da Anthonisen og Fruergaard med sikkert spil lukkede sættet 21-11. I andet sæt var der heller ikke det helt store at komme efter, og Anthonisen og Fruergaard tog sejren med et afsluttende sæt på 21-14.

Med dagens sejr skal Danmark enten møde Frankrig eller England i morgendagens finale, men hos Jesper Hovgaard hersker der ingen tvivl:

– Jeg vil godt lægge hovedet på blokken og sige, at det bliver Frankrig. For to år siden var det jo et kæmpe drama, der blev afgjort i femte kamp, og det kan jeg meget vel se ske igen, fortalte Hovgaard og fortsatte:

– Frankrig og Danmark er niveauer bedre end de andre hold, så det har hele tiden ligget lidt i kortene.

Hvis Danmark vinder finalen i morgen, så er det deres sjette sejr i træk, og de begynder dermed at nærme sig den stime på 9 sejre, de havde fra 1996-2011. Det er dog ikke noget, der fylder hos landstræneren.

– Jeg tænker ikke så meget over det, hvis jeg skal være helt ærlig. Vi fokuserer egentlig mest på at blive Europamestre og tage en kamp ad gangen, selvom det jo lyder ekstremt kedeligt. Jeg vil gerne understrege, at det jo er kampen mod Frankrig, som vi hele tiden har kigget imod, fordi vi ved, at det nok reelt er den eneste modstander, der kan slå os, afsluttede Jesper Hovgaard.

Fakta om turneringen:

EM for blandede hold spilles i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, fra 12.- 16. februar.

Der spilles en kamp i hver kategori i gruppespillet. I knockoutkampene er sejren sikret, når et landshold har vundet tre individuelle kampe.

Danmark er ved mesterskabet havnet i gruppe med Spanien, England og værtslandet Aserbajdsjan.

Danmark vandt den seneste udgave af EM for blandede hold i 2023 med 3-2 i finalen over Frankrig.

Danmark har vundet guld ved de seneste 5 udgaver af mesterskabet samt 14 ud af de seneste 15 udgaver.

TV 2 SPORT sender semifinalerne og finalerne ved EM for blandede hold.

Danmarks trup:

  • Anders Antonsen
  • Rasmus Gemke
  • Line Kjærsfeldt
  • Line Christophersen
  • Kim Astrup
  • Mads Vestergaard
  • Rasmus Kjær
  • Frederik Søgaard
  • Maiken Fruergaard
  • Natasja Anthonisen
  • Jesper Toft
  • Amalie Magelund
  • Alexandra Bøje

Reserver (rejser ikke med):

  • Daniel Lundgaard
  • Viktor Axelsen
  • Mia Blichfeldt
  • Julie Dawall
  • Christine Busch