Maiken Fruergaard stopper sin internationale karriere

af | mar 12, 2025

Badmintonphoto

Efter mere end ti år på højeste plan stopper 29-årige Fruergaard sin internationale damedouble-karriere. Gnisten er væk, fortæller hun. EM i Horsens bliver Fruergaards sidste turnering.

Af: Jens Arnborg Lund

EM i Horsens til april bliver sidste internationale badmintonturnering for en af dansk badmintons bedste damedouble-spillere. Maiken Fruergaard, der debuterede på det danske landshold ved Sudirman Cup i 2015, indstiller nemlig sin internationale karriere.

”Jeg er klar oppe i hovedet på at prøve noget nyt i livet,” siger Maiken Fruergaard. ”Jeg har ikke den samme gnist længere hverken i forhold til træning eller turneringer, og jeg har det sådan, at hvis jeg skal gøre noget, skal jeg gøre det 100 procent. Samtidig har det været svært med alle rejserne. Det er hårdt med al rejseaktiviteten, og den kommer der bare mere og mere af.”

Køb billet til EM i Horsens

Maiken Fruergaard har i sin karriere vundet en række flotte medaljer og leveret store resultater især sammen med Sara Thygesen – senest ved OL i Paris, hvor parret nåede kvartfinalen efter blandt andet at have slået verdensranglistens nummer 2 på vejen dertil. Derudover er det blevet til mere end 15 EM-medaljer; størsteparten af guld med det danske landshold.

”Det er altid vemodigt, når en topspiller indstiller karrieren,” siger Badminton Danmarks Elite-og sportschef Jens Meibom. ”Maiken har været en stor profil i damedouble igennem mange år og har været en bærende spiller på vores landshold, hvor hun har stor andel i alle de EM-holdmesterskaber, Danmark har vundet i de seneste mange år. Men samtidigt har vi fuld forståelse og respekt for hendes beslutning. Vi ved, hvor meget dedikation og indsats det kræver at være elitespillere, og når man ikke længere har motivationen, er det den rigtige beslutning at stoppe. Maiken har haft en lang og fin karriere, og vi vil gerne takke hende for den indsats, hun har ydet for dansk badminton. Vi ønsker hende al mulig held og lykke fremover når hun stopper efter EM.”

Læs også: 25 danskere udtaget til EM på hjemmebane

Maiken Fruergaard og Sara Thygesen nåede 14.-pladsen på verdensranglisten i 2019. Efter OL i Paris sidste sommer blev parret splittet op, og Fruergaard har siden da dannet par på banen med Natasja Anthonisen. De to deltager i næste uge i Swiss Open, inden Fruergaard siger farvel til EM i Horsens fra den 7. til den 13. april.

”Jeg er efterhånden ret afklaret om beslutningen. Den har været undervejs et stykke tid. Jeg har i en periode forsøgt at justere en række ting i håb om, at jeg kunne finde lysten og gnisten igen, men det er desværre ikke lykkedes. Derfor er tiden den rigtige nu,” siger Maiken Fruergaard.

Livet efter EM bliver imidlertid ikke helt uden badminton for hende.

”Jeg vil gerne blive ved med at spille klubbadminton og helst på et niveau med lidt bid i. Det håber jeg, at jeg kan holde mig i form til. Og så kan det da også være, at jeg tager til et par små turneringer med en veninde, hvis jeg kommer til at savne den del alt for meget.”

Det er endnu ikke besluttet, hvem Fruergaards nuværende makker Natasja Anthonisen fremover skal spille damedouble med – det vil Badminton Danmarks sportslige ledelse nu påbegynde en proces for at afklare.