VICTOR Ligafinalen 2025 står for døren: Alt du skal vide om guldbraget på Frederiksberg

af | maj 5, 2025

Foto: Allan Høgholm

Foto: Allan Høgholm

Et af årets helt store højdepunkter venter i morgen, når Badmintonligaen kulminerer, og vi skal finde en mester i landets bedste badmintonrække. 

Køb billet til VICTOR Ligafinalen

Frederiksberg Hallerne står klar til at tage imod glade gæster, loyale klubfolk og landets to skarpeste badmintonhold, når Danmarks mest hæderkronede holdturneringspokal skal overrækkes. 

Slaget skal stå mellem de seneste to års mestre, Højbjerg Via/Biler og Vendsyssel.

Sidste års mestre fra Højbjerg Via/Biler tørner sammen med forrige års mestre fra Vendsyssel. Aarhus-klubben leverede en seværdig finale i fjor mod Skovshoved, da de i otte kampe sikrede sig sejren foran et veloplagt publikum på Frederiksberg. 

Læs også:Højbjerg/Via Biler vinder VICTOR Ligafinalen

Vendsyssel måtte sidste år se sig slået i semifinalen af sølvvinderne fra Skovshoved, og kunne derfor ikke gentage succesen fra 2023, hvor de slog Team Skælskør-Slagelse 5-4 i en højintens finale. 

De to stjernespækkede hold har leveret et fornemt grundspil, hvor de blev nummer et og to med a point. Højbjerg Via/Biler sikrede sig grundspillets førsteplads med en bedre pointscore, og de kunne derfor frit vælge semifinale-modstander. Valget faldt på RSL Odense OBK, hvor aarhusianerne slukkede fynboernes gulddrømme med 5-2. 

Klik her for alle resultater fra sæsonen 24/25 i Badmintonligaen

Vendsyssel mødte i semifinalen Solrød Strand, hvor vendelboerne vandt overbevisende 5-1. Nu står de to hold klar til at krydse klinger i VICTOR Ligafinalen, hvor de fremmødte i Frederiksberg Hallerne kan glæde sig til stjerner fra ind- og udland, og det bedste fjer Badmintonligaen har at byde på. 

Læs også: VICTOR Ligafinalens duellanter er fundet: Sådan forløb semifinalerne i Badmintonligaen

Da de to hold mødtes i sæsonens grundspil, skulle holdkampens afgørelse findes i sidste opgør, hvor Anders Skaarup/Jakob Houe afgjorde kampen til Højbjergs fordel mod den nu franske EM-bronzevinder Julien Maio og den tidligere danske landsholdsspiller Lasse Mølhede.

Det bliver et brag af en VICTOR Ligafinale, og du kan stadig nå at komme med. Så skynd dig ind på Ticketmaster og skaf en billet til dig og en fjer-fanatisk kammerat.