Truppen til VM 2025 i Paris er udtaget

af | maj 8, 2025

Badminton Danmark - Badminton Danmarks love - Logo - Fjerbold

Badminton Danmark

12 spillere skal forsvare de rød/hvide farver ved VM til august. Blandt de udtagne spillere er blandt andre Viktor Axelsen og mixed doublen med Alexandra Bøje og Mathias Christiansen.

Landstræner Thomas Stavngaard og Badminton Danmarks sportslige ledelse har udtaget de spillere, der fra den 25. til den 31. august i år skal repræsentere Danmark ved de individuelle verdensmesterskaber i Paris.

De udtagne spillere er:

  • Herresingle: Anders Antonsen og Viktor Axelsen
  • Damesingle: Line Kjærsfeldt og Mia Blichfeldt
  • Herredouble: Kim Astrup/Anders Skaarup Rasmussen og Rasmus Kjær/Frederik Søgaard
  • Mixed double: Amalie Magelund/Jesper Toft og Alexandra Bøje/Mathias Christiansen

For mixed doublen med Alexandra Bøje og Mathias Christiansen vil det være det første internationale mesterskab, siden sidstnævnte blev udelukket for brud på antidopingreglerne for et år siden.

– Vi vurderer, at Mathias og Alexandra har en potentiel mulighed for at vinde en medalje til VM. Derfor har vi i den sportslige ledelse besluttet at udtage dem. Mathias har brugt sin karantæne rigtig fornuftigt, og vi vurderer, at han som minimum vil være på samme niveau til VM som før karantænen. Det er bestemt ikke givet, at de vinder medaljer, men Mathias og Alexandra har slået størstedelen af de nuværende par i top-10 i verden, herunder både de nuværende nummer 1 og 2, og derfor er det ikke urealistisk, at de kan spille sig frem til en medalje, siger landstræner Thomas Stavngaard.

Mathias Christiansen kan påbegynde sin træning på Det Nationale Elite Træningscenter (NETC) den 21. maj og vil således have tre en halv måneds træning op til VM.

Udtagelsen af Mathias Christiansen og Alexandra Bøje betyder samtidigt, at Badminton Danmark er nødt til at undlade at udtage en række andre danske mixed doubler, da Danmark kun har en kvote på to mixed double-par til VM.

– Det er superærgerligt, at vi må undlade at udtage eksempelvis Mads Vestergaard og Christine Busch. De er selvfølgelig meget skuffede over ikke at skulle spille VM, og det har vi fuld forståelse for. Det er en træls situation for dem, og det er et eksempel på, at elitesport også kan være barsk en gang imellem. Christine og Mads har udviklet sig rigtigt positivt, og vi har en stor tro på dem. Men samtidigt skal vi i den sportslige ledelse træffe de beslutninger, som efter vores vurdering giver os de bedste muligheder for at opnå vores sportslige målsætninger om at vinde medaljer til Danmark – også når de beslutninger er rigtigt svære, siger Thomas Stavngaard.

Blandt de udtagne spillere til VM er også Viktor Axelsen, der for en måned siden blev opereret i ryggen. Den danske herresingle måtte melde afbud til EM i Horsens og til sidste uges Sudirman Cup, men håbet er, at han til august er fit for fight til at forsvare de danske farver i den hal, hvor han sidste sommer vandt OL-guld.

– Det går godt med Viktors genoptræning. Derfor har vi udtaget ham. Der er en god chance for, at han når at blive klar til VM om tre en halv måned, siger Thomas Stavngaard.

Ved det seneste VM for individuelle vandt Danmark to medaljer: Én af sølv (Kim Astrup/Anders Skaarup) og én af bronze (Anders Antonsen). Det foregik i Royal Arena i København i 2023.