Badminton Danmark sætter nye mål for 2025-2028

af | aug 14, 2025

EM for blandede hold

Badminton photo

Badminton Danmark offentliggør i dag deres nye elitestrategi for de kommende fire år.

Med den nye elitestrategi for 2025-2028 vil Badminton Danmark:

  • Udvide træningsfaciliteterne på det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby for at sikre optimale rammer for landets bedste spillere.
  • Styrke talentudviklingen med særlige satsninger på damedouble og øget træningstilbud til unge talenter øst for Storebælt.
  • Udvikle trænere og træningsmiljøer gennem toptræner-seminarer, elitetræneruddannelse og øget brug af teknologi i træning og kampanalyse.

Målet er fortsat at være blandt verdens fem bedste badmintonnationer og vinde medaljer ved alle VM og OL i perioden.

Du kan se Badminton Danmarks elitestrategi 2025-2028 her: Elitestrategi_2025-28.pdf

En af de mest succesrige perioder i dansk badmintons historie

Bag strategien står en stærk historik. Derfor kigger elite- og sportschef Jens Meibom her tilbage på den forudgående olympiske periode, der blev forkortet ét år på grund af coronapandemien, og hvordan Badminton Danmarks eliteprogram har klaret sig gennem denne periode.

”Tiden går hurtigt i elitesport, hvor det ofte er det seneste resultat, der får opmærksomhed, og efterfølgende flyttes fokus til næste konkurrence. Det kan derfor være svært at få – og holde – overblik over den udvikling, der sker fra år til år i Badminton Danmarks eliteprogram. Jeg vil derfor forsøge at gøre nedslag over nogle af de centrale resultater og den udvikling, der er sket igennem de seneste tre år,” siger Meibom.

Resultatmæssigt har perioden været en af de mest succesrige i dansk badmintons historie:

  • En OL-guldmedalje
  • En VM-guldmedalje
  • En VM-sølvmedalje
  • En VM-bronzemedalje
  • Alle EM for hold i perioden
  • En All England-titel
  • Fem EM-guldmedaljer
  • Tre World Tour Finale-sejre
  • 19 sejre på World Tour 300-1000

Resultaterne er skabt i en periode, hvor den internationale konkurrence er blevet markant større. ”Fra at 6-8 lande kunne vinde medaljer ved VM, er vi nu oppe på 10-12 nationer. Det betyder også, at selv verdens bedste spillere kan møde en potentiel turneringsvinder allerede i første eller anden runde,” forklarer Meibom.

”Det kan vi alle være stolte af, og samtidigt er det en præmis, at den internationale konkurrence kun bliver hårdere. Vi er på helt centrale parametre som økonomi, setup, ressourcer og rekrutteringsgrundlag langt bagud – ikke kun i forhold til de største badmintonnationer i verden, men også i forhold til alle de asiatiske lande og enkelte europæiske lande som f.eks. Frankrig,” siger han.

På trods af dette er der sket markante fremskridt i perioden. Siden 2022 er det årlige budget for talentudvikling og eliteprogrammet øget med ca. 15 % (og med ca. 32 % siden 2017). De ekstra midler er blandt andet brugt til at øge trænerstaben på det Nationale Elite Træningscenter (NETC) til fem fuldtidsansatte trænere og for første gang ansætte en fuldtids fysisk træner. Det har givet mere individualiseret fysisk træning, flere træningspas med trænere på banen og mulighed for at sende trænere med til flere turneringer end tidligere.

Derudover er der etableret en udviklingsgruppe for de bedste U17-U19-spillere, lanceret en ambitiøs elitetræneruddannelse integreret på NETC, samt sat gang i sociale tiltag for spillerne – bl.a. intromøder, exitsamtaler, samarbejdsudvalg og halvårlige anonyme trivsel- og tilfredshedsundersøgelser.

Ikke alt blev gennemført som planlagt: Indsatsen omkring bevægelsesanalyse blev ikke realiseret pga. manglende udstyrsinvestering fra Team Danmark, og arbejdet med pædagogik og læring blev ikke iværksat af tidsmæssige årsager. Til gengæld er Team Danmarks restitutionskoncept nu fuldt implementeret, og NETC har et mere professionelt opvarmnings- og restitutionssetup.

I perioden 2022-2024 er der desuden oprettet trænernetværk på alle talentcentre, og et nyt talentcenter i Greve tilbyder nu ugentlig træning for både U15- og U17-spillere. Badminton Danmark har også formuleret en ny talentudviklingsstrategi for 2025-2028, der fastlægger fælles værdier og strategiske indsatsområder for arbejdet med unge talenter i klubberne.

”Vi har klaret os flot, men vi er fuldt bevidste om, at det bliver endnu sværere at gentage succesen i den næste periode. Vi vil arbejde benhårdt for at udvikle eliteprogrammet, så vi fortsat kan være konkurrencedygtige og vinde medaljer ved de største mesterskaber – også efter 2028,” fastslår Meibom. Hvilke resultater og hvilken udvikling Badminton Danmark vil forfølge i den kommende olympiske periode, er beskrevet i den nye elitestrategi 2025-2028