Justering af ranglisterne for ungdomsspillere

af | dec 12, 2025

Med virkning fra den 15. december 2025 er der foretaget en række ændringer af ranglisterne. Du kan se ændringerne her:

U9: Pigerne samles i én række
Fremover samles U9-pigerne i én række, da antallet af spillere ikke længere berettiger til en opdeling i C- og D-rækker. Den nye række betegnes U9D. Formålet er at give større sikkerhed for, at der kan oprettes pigerækker ved turneringerne.
Pigerne kan dog stadig tilmelde sig U9C, hvis de ønsker det. Lige nu er der 12 piger registreret i U9C og 100 i U9D.

U11: Ændring af grænser i både drenge og piger
Bufferzonen mellem A- og B-rækken for U11-drenge hæves fra 1400 til 1450 point. Den nuværende buffer på 41 spillere vurderes for bred, og justeringen forventes at reducere antallet til omkring 20.
Samtidig hæves overgangsgrænserne fra U11A til U13A med 50 point. Fremover skal piger nå 1450 point og drenge 1650 point, hvilket skal fastholde spillerne længere i deres egen årgang.

U13: Forebyggelse af for store A-rækker
U13A-rækken vokser markant, og derfor hæves grænserne for både piger og drenge.

  • U13A-drenge hæves til 1500 point
  • U13A-piger hæves til 1300 point

Justeringerne skal forhindre overfyldte rækker og give mere jævn konkurrence. Spillere, der rykkes fra A til B, kan fortsat vælge at tilmelde sig A-rækken, hvis de vurderer, at det sportsligt giver bedst mening.

U15: M-rækkerne reduceres for at undgå overfyldte turneringer
U15M-rækkerne vokser i øjeblikket så hurtigt, at turneringerne risikerer at blive overfyldte, hvilket tvinger arrangører til at afvise spillere – også selvom de kunne spille en anden turnering.
Derfor hæves pointgrænserne:

  • U15M drenge hæves til 1875 point
  • U15M piger hæves til 1525 point

Målet er at reducere antallet af M-spillere og sikre, at turneringerne kan gennemføres uden frasorteringer.

Alle ændringer træder i kraft mandag 15. december, så vær opmærksom, hvis du har tilmeldt dig en turnering, hvor der er tilmeldingsfrist den 18. december.