Viktor Axelsen indstiller karrieren

af | apr 15, 2026

En æra i dansk og international badminton er nået til sin afslutning. Viktor Axelsen har besluttet at indstille sin enestående karriere som professionel badmintonspiller.

Beslutningen kommer efter en længere periode præget af rygproblemer, som har holdt den dobbelte olympiske mester ude af international konkurrence. På trods af en målrettet genoptræningsindsats har det ikke været muligt for Axelsen at vende tilbage til det niveau, der gennem mere end et årti har placeret ham helt i toppen af verdensbadminton.

”Jeg er ærgerlig over at måtte stoppe her, men føler mig samtidig meget privilegeret over det, jeg har oplevet og opnået som badmintonspiller,” siger Viktor Axelsen. ”Det er dybest set min krop, der har taget beslutningen for mig. Jeg ville gerne have spillet videre, men må også bare erkende, at det ikke er muligt. Efter de fire turneringer, jeg spillede i efteråret, fik jeg et tilbagefald, og det har desværre ikke været muligt at komme tilbage på et konkurrencedygtigt niveau. Så nu har min krop truffet valget for mig, kan man sige.”

Med beslutningen sætter Viktor Axelsen punktum for en karriere, der allerede har skrevet sig ind i historiebøgerne som en af de allerstørste – ikke blot i dansk, men i international badminton.

Axelsen efterlader et unikt sportsligt eftermæle. Han vandt olympisk guld ved både Tokyo 2020 og Paris 2024, blev verdensmester i 2017 og 2022 og opnåede derudover OL-bronze ved Rio 2016. I en årrække dominerede han verdensranglisten og var en markant og stabil verdensetter i herresingle.

På World Touren satte danskeren sit tydelige præg med sejre i en lang række af sportens største turneringer, herunder All England, World Tour Finals og adskillige Super 1000-turneringer. Samtidig var han en bærende profil på det danske landshold og medvirkede til at sikre Danmark guldmedaljer ved både Thomas Cup og EM.

”Jeg er utrolig stolt over det, jeg har opnået som badmintonspiller. Jeg har vundet de turneringer, jeg har drømt om at vinde – nogle af dem også mere end én gang – og jeg har i løbet af min karriere mødt utroligt mange fantastiske mennesker fra hele verden. Så jeg ser tilbage på min karriere med meget stolthed, selv om jeg selvfølgelig er ærgerlig og skuffet over, at det stopper her,” siger Viktor Axelsen.

Axelsen har gennem sin karriere sat nye standarder for professionalisme, dedikation og sportslig excellence. Med sin kompromisløse tilgang til træning, kost og forberedelse har han været en pioner i moderne badminton og en spiller, der har løftet barren for, hvad der kræves for at være verdens bedste.

Hans betydning rækker langt ud over resultaterne på banen. Viktor Axelsen har været et globalt ikon for sporten og en inspiration for en hel generation af spillere – både i Danmark og internationalt. Derfor vækker hans beslutning også både stolthed og vemod hos Badminton Danmark.

”Det er meget vemodigt, at Viktor stopper, men samtidigt har det været et kæmpe privilegie at have været vidne til hans rejse,” siger Badminton Danmarks elite- og sportschef Jens Meibom. ”Det er dansk badmintons ubetinget største stjerne nogensinde, som stopper, hvilket – med tanke på Danmarks mange, mange store badmintonstjerner igennem tiden – siger alt. Viktor er en lyslevende sportslegende, og hans meritter er uden fortilfælde i dansk badminton.”

Selvom karrieren nu slutter, vil Viktor Axelsens arv leve videre – i resultaterne, i inspirationen og i det niveau, han har været med til at løfte dansk badminton til.

”Viktors meritter rækker ud over titler og medaljer. Han har været med til at sætte nye standarder for professionalisme i badminton, både gennem sin fysiske forberedelse og sin mentale tilgang til sporten. Jeg er ofte blevet spurgt om hemmeligheden bag Viktors succes, og det er der ikke et enkelt svar på. Men skal jeg alligevel fremhæve en kompetence, som har været helt afgørende, er det hans dedikation. Viktor har således disrupted vores forståelse af, hvor dedikeret og struktureret man kan være som eliteatlet, og gennem år med disciplineret træning løftet sit niveau til højder, hvor han i perioder – med afstand – var verdens bedste herresinglespiller. At kunne opnå – og ikke mindst fastholde – så højt et niveau er uvirkeligt, når man ved, hvor meget det kræver at være verdens bedste herresinglespiller. Vi ønsker Viktor alt det bedste i den næste fase af hans liv og håber, at vi fortsat kan få glæde af Viktors kompetencer i en anden badmintonmæssig sammenhæng” siger Jens Meibom.

32-årige Axelsens sidste kamp på dansk jord blev semifinalen mod kinesiske Shi Yuqi ved VICTOR Denmark Open 2025. En kamp, der fik taget Jyske Bank Arena i Odense til at løfte sig, og som understregede Viktor Axelsens enorme popularitet i Danmark.

”For Danmark har Viktor Axelsen været mere end en sportsstjerne,” siger Badminton Danmarks formand Kristian Pihl. ”Viktor er et ikon, som har samlet nationen, når han trådte ind på banen. Hans store kampe er blevet set af millioner og hans sejre har skabt øjeblikke af national stolthed. Viktor var aldrig bange for at vise sine følelser og sige sine holdninger højt. Han har og vil altid være en fantastisk ambassadør for Danmark og især badmintonsporten. Viktor kan ikke erstattes, og vi kommer til at savne ham – men vi håber, at han på den ene eller den anden måde kan blive en del af Badminton Danmark også i fremtiden. På vegne af hele den danske badmintonverden skal der lyde en kæmpestor tak til Viktor for alle de store oplevelser han har givet os!”

Billede: BadmintonPhoto