Det danske Thomas Cup-hold vinder 4-1 for anden holdkamp i streg ved årets mesterskab i Horsens. De svenske naboer er besejret, og nu venter blot gruppefinalen onsdag.
Gammel fjendskab ruster aldrig – eller er det venskab? I al fald har vi en lang historie med drabelige sportslige opgør med vores svenske naboer. I badminton har vi dog evigt haft overhånden, og det magtforhold skulle ikke ændre sig i dag.
Efter fem kampe, hvoraf fire blev vekslet til dansk sejr, kunne Danmark kalde sig vindere af gruppespillets anden holdkamp og tage endnu et skridt mod kvartfinalen.
Klik her for at se alle resultater og kampprogrammet ved Thomas & Uber Cup
Blandt de fire danske sejre stod Kim Astrup/Anders Skaarup for den ene. I deres første fælles kamp og Skaarups første ved dette års Thomas Cup spillede de danske verdensstjerner sig fornemt forbi svenske Jesper Borgstedt/Joel Hansson med overbevisende 21-10, 21-8.
– Vi havde set noget video på dem og identificeret nogle ting, som vi rykkede på i kampen. Jeg synes, at vi var godt forberedt, og vi tog opgaven meget alvorligt. Heldigvis lykkedes vi også med det, fortæller Kim Astrup.
Astrup var som bekendt i kamp mod Korea med Mathias Christiansen, mens Skaarup måtte vente til denne søndag aften med at komme i aktion på hjemmebanen.
– Jeg føler jeg var meget involveret i fredags i nogle rigtig spændende kampe, hvor alle spillede godt, men det er selvfølgelig noget andet at stå på banen.Det var super fedt at stå derinde med Kim, og vi spillede en rigtig god kamp. Jeg er meget taknemmelig for sejren og kampen – det skal der ikke herske tvivl om, siger Anders Skaarup.
Gruppens øvrige hold – Taiwan og Korea – møder hinanden i morgen. Hvis Taiwan vinder det opgør, så er Danmark garanteret en plads i kvartfinalen.
Danmark – Sverige resultater:
Anders Antonsen – Gustav Björkler: 21-18, 21-11
Kim Astrup/Anders Skaarup – Jesper Borgstedt/Joel Hansson: 21-10, 21-8
Magnus Johannesen – Kim Linell: 21-8, 21-16
Daniel Lundgaard/Mads Vestergaard – Ludwig Axelsson/Filip Karlborg: 12-21, 14-21
Ditlev Jæger Holm – Romeo Makboul: 21-18, 21-11
Ditlev Jæger Holm lukkede og slukkede for holdkampen med en fornem sejr i to sæt mod Makboul. Efter kampen satte Ditlev ord på sejren og så frem mod onsdagens gruppefinale mod Taiwan.
– Han kommer ud med god energi efter deres flotte herredouble. Han rammer den lige bagi, og det sætter sig lidt i mig. Det er først, da jeg får første sæt, at jeg knækker koden og vender spillet, og jeg er super tilfreds med at vinde kampen, siger Ditlev Jæger Holm.
– Jeg glæder mig sindssygt meget til opgøret mod Taiwan. Jeg håber, at vi kan presse dem hele vejen, og at der stadigvæk er noget på spil, når jeg står derinde. Vi har en masse vigtig forberedelse foran os de næste to dage, tilføjer Jæger Holm.
I morgen spiller damerne en altafgørende kamp mod Ukraine med kampstart 18.30. Det er bare om at aflægge visit i Forum Horsens.
I morgen aften møder vores damelandshold Ukraine i den sidste og meget afgørende gruppekamp med kampstart 18.30. TV2 Sport og TV2 Play viser alle morgendagens holdkampe.

