Eventyret slutter i semifinalen for det danske herrelandshold, som taber til storspillende kinesisk landshold. En uge med store danske øjeblikke og pragtpræstationer af vores herrelandshold kaster en bronzemedalje af sig.
Find alle resultater ved Thomas & Uber Cup her
Det danske herrelandshold har indgydt håb og antændt drømme i alle danske fjer-fanatikere. Drengene har leveret på et tårnhøjt niveau og vist bredden i truppen – en trup som har vist et kæmpe stort sammenhold, hvor debutanter som veteraner står side om side. Et sammenhold til efterligning for os alle.
I går leverede de en præstation til historiebøgerne, hvor Forum Horsens blev antændt i en inferno af dannebrog og fjerbolde, da Thailand blev slået med 4-1. I dag stod vore danske landshold overfor den evige magtfaktor Kina, og desværre udeblev sensationen.
Find alle resultater ved Thomas & Uber Cup her
Kina blev for stor en mundfuld til trods for en brav indsats i alle tre kampe. Værd at fremhæve er Magnus Johannsen, der spiller flot op med Li Shi Feng i langt størstedelen af kampen, men desværre må se sig slået i tre sæt med 19-21, 21-18, 9-21. Desværre var det ikke nok til at afværge et nederlag på 0-3.
Magnus Johannesen ser tilbage på ti gode dage med herrelandsholdet, og selv i ærgrelsens stund fylder stoltheden over at have kæmpet side om side med sine kolleger.
– Det har været ti vanvittigt fede dage, og vi har stået sammen som et hold og givet den maks gas. Vi er gået ind til alle kampe med den her underdog-rolle, fordi vi godt vidste, at hele truppen ikke har været med. Så at vi rejser hjem med en bronze er kæmpe stort. Vi har en bred trup som tæller alt fra folk med familier til nogle på 18, og vi kommer alle godt ud af det med hinanden. Det siger alt, at vi leverer det her sammen, siger Magnus Johannesen.
Med tanke på de oplevelser, de danske herrer har leveret, kan et tak synes at være et fattigt ord, men et stort tak skal nu alligevel lyde til de danske herrer. Fra Skaarup til Ditlev, fra Antonsen til Magnus, til Faust og Bøgebjerg på lægterne, som har ydet en fantastisk indsats. Vi vil se tilbage på dagene i Horsens med et stort smil fra øre til øre, og vi glæder os til at se jer i morgen med metal om halsen.
I morgen venter finaledagen, hvor der med Frankrigs vanvittige præstation er europæisk islæt i finalen i Thomas Cup. De danske herrer får deres medaljer umiddelbart efter finalekampen.
TV2 Sport og TV2 Play viser fra kl.10.00 i morgen formiddag.
BWF Thomas og Uber Cup afvikles af Badminton Danmark for Badminton World Federation. Horsens Kommune og Sport Event Denmark er offentlige partnere på mesterskabet.

