JAAA – Dansk guldregn i Thailand.
To danske finaler blev i søndag forløst med to danske guldmedaljer ved Super 500-turneringen Thailand Open 2026!
Først kunne Anders Antonsen (3) indløse sin guldmedalje efter en dramatisk og neglebidende kamp mod verdenstoeren Kunlavut Vitidsarn (2)
Dernæst gik Mathias Christiansen og Alexandra Bøje (2) på banen i den 35 grader varme hal i hovedstaden Bangkok. Her mødte de i turneringens sidste kamp det eksplosive upcoming kinesiske par Zhu og Li, som danskerne vandt over.
Først på banen var altså Anders Antonsen, der tog den vilde sejr over hjemmebanefavoritten fra Thailand efter 1 time og 37 minutters spilletid. Kampen endte altså med dansk sejr i tre dramatiske sæt trods store udfordringer undervejs.
Vitidsarn, der havde hjemmebanefordelen, løb fra danskeren midt i første sæt med raketfart og nåede først til sætbold med cifrene 21-9.
Antonsen tog dog revanche i andet sæt og kæmpede sig til en 24-22-sejr, selvom han i løbet af hele kampen var bagud ad flere omgange. I tredje sæt kom danskeren godt fra start med en 5-0-føring, men de Thailandske fans gav Vitidsarn blod på tanden og sættet blev hurtigt udlignet. Til sidst, efter mange vilde dueller, var det dog Anders Antonsen, der trak det længste strå og løb med sejren i revancheopgøret fra Thomas Cup-kvartfinalen.
✅ Kampen endte 9-21, 24-22, 21-18 i dansk favør.
Anderledes så det ud, da Mathias Christiansen og Alexandra Bøje, med dansk guldstøv allerede drysset ud over banen, uden slinger i valsen overbevisende tog en to-sæts-sejr mod kineserne Li og Zhu. Det var samtidig det tredje kinesiske par de slog ud af turneringen i streg.
✅ Kampen endte 21-17, 21-15.
Anders Antonsen kan nu rejse videre til Malaysia med guld om halsen i hans første turneringssejr i 2026 og den første guldmedalje siden sejren ved French Open sidste år. Også for det danske mixed-par markerer sejren i Thailand årets første World-Tour-sejr.
Nu går turen for Antonsen og Bøje/Christiansen videre til Malaysia Masters, hvor de i denne uge sammen med andre danske spillere skal jagte guldet på ny.
Stort tillykke til alle tre.
Foto: BadmintonPhoto







