“Det handler om at gøre hinanden gode”

af | jun 25, 2026

Det er gået forrygende for de danske mixed doubler de seneste knap to år. En af forklaringerne er det arbejde, som mixed double-landstræner Jesper Hovgaard har gjort for kategorien.

Da Alexandra Bøje og Mathias Christiansen for to uger siden løftede trofæet ved Indonesia Open 2026 efter en finalesejr over kinesiske Zhang/Cheng, var det endnu et højdepunkt i en periode, hvor dansk mixed double har markeret sig blandt verdens bedste. Først med Amalie Magelund/Jesper Tofts raket-entré ind i verdenseliten – og siden med flotte resultater fra også Christine Busch/Mads Vestergaard og naturligvis Alexandra Bøje/Mathias Christiansen. 

Sidstnævntes fantastiske Super 1000-sejr i Indonesien kom ikke ud af det blå. Gennem det seneste år har kategorien leveret en række stærke internationale resultater, og bag udviklingen ligger et miljø, hvor flere danske par hver dag har udfordret hinanden på træningsbanen.

For Jesper Hovgaard, der siden 2023 har haft ansvaret for mixed double-kategorien og siden 2025 udelukkende har arbejdet med mixed double, er forklaringen på succesen ikke nødvendigvis så kompliceret.

– Jeg synes egentlig, at mixed double har været en stærk dansk kategori i meget lang tid. Jeg har også været heldig at være træner i en periode med enormt dygtige spillere på både herre- og damesiden. Men det høje niveau i den daglige træning har haft stor betydning, siger han.

– Vi har konstant haft tre-fire par på et meget højt niveau, som samtidig har været gode til at træne med hinanden. Det er en stor styrke.

Et miljø, der skubber alle fremad

Mens mange nationer bygger deres succes op omkring ét stærkt par, har Danmark i de senere år haft en bredde i toppen af mixed double-kategorien. Det har skabt et træningsmiljø, hvor spillerne dagligt bliver presset af modstandere på internationalt niveau.

Ifølge Jesper Hovgaard er det noget af det vigtigste, Badminton Danmark har kunnet tilbyde spillerne.

– Jeg oplever, at vi har prioriteret kategorien højt og forsøgt at skabe gode rammer. Når man har flere par på et højt niveau, som er villige til at investere i træningen sammen, så udvikler det alle.

Det gælder ikke mindst Alexandra Bøje og Mathias Christiansen, som siden Christiansens tilbagekomst til sporten sidste sommer har taget det ene skridt efter det andet mod toppen af den absolutte verdenselite og nu kan kalde sig vindere af en af sportens mest prestigefyldte turneringer. I den proces har Jesper Hovgaard været en nøglefigur.

– Jesper er dygtig rent fagligt, men han er også en meget grundig træner – både i forhold til den daglige træning og i turneringssammenhænge, siger Mathias Christiansen. Han har altid en klar retning og plan for, hvordan vi skal udvikle os. Det gælder både i makkerskabet, men også individuelt. Og til turneringer er han altid forberedt til mindste detalje på vores modstandere og på de spillemæssige forhold, der kan vente os i hallen.

Verdensklasse handler også om samarbejde

Selvom resultaterne er blevet større og større for Bøje/Christiansen, har udviklingen ikke kun handlet om hurtigere fødder eller hårdere smash.

For 44-årige Jesper Hovgaard har en stor del af arbejdet handlet om samarbejdet mellem spillerne.

– Jeg lægger mange kræfter i kommunikationen mellem dem. Rollefordelingen i et par er ret afgørende for den måde, man spiller på. Jeg tror på, at det skaber et stærkt fundament, når man både kender sine egne styrker og svagheder og samtidig har en klar forståelse af samarbejdet.

Netop samarbejdet har været et centralt tema i arbejdet med Alexandra Bøje og Mathias Christiansen.

– De er begge utroligt dygtige spillere med nogle meget unikke spidskompetencer. Men de er også meget forskellige mennesker med forskellige præferencer i spillet. En stor del af udviklingen har handlet om at finde den rette balance, og det er oplagt for mig at rose dem begge for at være villige til at udvikle deres spil og sætte nye kompetencer i spil. Der har været et større mod til at turde arbejde med detaljer i endnu højere grad end tidligere.

Respekten går begge veje:

– Jesper har altid det menneskelige perspektiv med i sin tilgang til os spillere, siger Alexandra Bøje. Han har forståelse for, at vi spillere kan have forskellige veje til at udvikle os optimalt. Konkret har han hjulpet os til at få en endnu bedre forståelse for vores styrker og svagheder i makkerskabet, og hvordan vi kan gøre hinanden bedre både til træning og til turneringer.

Og netop det sidste hæfter Jesper Hovgaard sig også ved:

– Jeg oplever, at Alex og Mathias hver især har fået større fokus på, hvad der kan gøre den anden god. Dér har de rykket sig markant. De har fået en mere ærlig kommunikation, som måske nok medfører, at det nogle gange kan slå lidt gnister mellem dem, men det åbner også op for en sværere og bedre samtale, hvor indholdet får mere kvalitet. Det giver et bedre udgangspunkt for at lave ændringer.

Mere forståelse – bedre badminton

Arbejdet med relationer og kommunikation er ikke noget, der kun gælder ét par.

Mixed double er måske badmintonsportens mest komplekse disciplin, fordi succes ikke kun afhænger af individuelle kvaliteter, men af samspillet mellem to ofte ganske forskellige spillere.

Derfor fylder arbejdet med personligheder og relationer også meget i hverdagen.

– Jeg tror meget på, at det handler om at skabe forståelse for hinanden, siger Jesper Hovgaard.

Han fremhæver samarbejdet med Team Danmarks sportspsykolog Nina Due Stagis som en vigtig del af processen.

– Hun har været stærk til både at arbejde med spillerne og hjælpe mig til at forstå de dynamikker, der er i spil. Det har givet mig et bedre grundlag for at hjælpe spillerne.

Plads til både alvor og leg

Når man ser de danske par konkurrere på verdensscenen, er det let at fokusere på de afgørende bolde og de store resultater.

Men nogle af de vigtigste fremskridt er måske sket på træningsbanen.

– Mathias og Alexandra er blevet bedre til at håndtere de dårlige dage. Der er kommet en større lethed, når en træning har været svær. De er bedre til at slippe den og komme videre. Og så har jeg i længere tid tænkt, at de perioder, hvor der har været lidt leg og sjov i træningen, faktisk har gjort en positiv forskel.

I disse måneder står mixed double-kategorien imidlertid over for en udfordring: Amalie Magelund holder pause pga. graviditet, og Christine Busch er ude resten af året med en knæskade. Så hvad kan vi forvente af den kommende tid, hvor de primære danske par hedder Alexandra Bøje/Mathias Christiansen, Jesper Toft/Amalie Cecilie Kudsk og Kristoffer Kolding/Mette Werge?

– Først og fremmest har det været er par udfordrende måneder. Jeg er er virkelig glad på Amalies og Mathias’ (Thyrri, red.) vegne, men samtidigt også super-ærgerlig over, at hun nu er er ude, indtil hun forhåbentligt er tilbage. Christine har jeg kendt og trænet i mange år, og både som træner og menneske er jeg mega-ked af det på hendes vegne. Men jeg er overbevist om, at hun kommer godt igennem genoptræning, og at vi ser hende igen på højt niveau. Når to så vigtige spillere i hverdagen forsvinder, giver det åbenlyst nogle udfordringer. Heldigvis er vi i en god situation, hvor der er masser af potentiale og højt niveau, så jeg kan godt tillade mig at tro på, at Danmark i kategorien også fremadrettet vil have et højt niveau. Jeg glæder mig i hvert fald til at se især Jesper og Amalie konkurrere – og til at se Kristoffer og Mette fortsætte en i forvejen rigtigt flot udvikling.

Mere end medaljer

De danske mixed doubler går forhåbentlig en ny god tid i møde – måske også med flere turneringssejre. Det vil tiden vise.

Bøje/Christiansens Indonesia Open 2026-titel vil stå som et af de største danske mixed double-resultater i nyere tid. Men hvis Jesper Hovgaard selv skal pege på noget, han håber, vil blive husket om mange år, handler det ikke først og fremmest om pokaler.

– Jeg håber, at de spillere, jeg har arbejdet med, vil tænke tilbage på en god tid i et sundt og godt miljø. Et miljø, hvor der var en stor nysgerrighed på at tage fat i både de svære ting og de små detaljer, og hvor man turde diskutere og konflikte på den gode måde.