Nye roller til dygtige trænerprofiler og afsked med stærke kræfter omkring ungdomslandsholdene og de regionale træningscentre

af | aug 31, 2026

Anton Tømming Larsen ved U19-EM

Efter mere end 8 års tjeneste som U15 landstræner, har Steen Thomsen valgt at stoppe ved udgangen af august. Steen har gjort et stort stykke dedikeret arbejde for de mange U15 spillere han har haft berøring med. Badminton Danmark siger tak til Steen Thomsen og byder velkommen til nye kræfter i arbejdet med talentudvikling. Anton Tømming Larsen og Lotte Thomsen får nye roller.

Et stort tak skal lyde til Steen Thomsen for det store utrættelige arbejde han har ydet i de forgangne otte år som U15-landstræner. Samtidig vil vi glæde os over, at han fortsætter med at arbejde med talenter i klubber og på centeret på Fyn. Steen siger selv om tiden som U15 landstræner: 

– Det har virkelig været et fedt job med mange dygtige spillere og nogle fantastiske oplevelser jeg i hvert fald ikke havde fået uden, siger Steen Thomsen.

Afløser som U15 landstræner sammen med Thomas Nielsen bliver Anton Tømming Larsen fra KBK København.Antons første opgaver bliver U15 EM i Norge i oktober og Swedish Youth Games i Malmø i november.

– Jeg har igennem de sidste sæsoner været ansvarlig for U13 samlinger i Øst og glæder mig meget til at fortsætte med at følge de danske unge talenter, nu som landsholdstræner for U15. 

Jeg ser meget frem til at arbejde med de dygtige og ambitiøse spillere, samt samarbejdet og sparringen med de andre ungdomslandstrænere.

Anton stopper som U13 østansvarlig og dette job overtages af Lotte Thomsen, BC37 Amager. Lotte ser frem til opgaven med stolthed i stemmen og klare visioner for fremtiden.

– Det er vigtigt at arbejde med U13 gruppen, og nu har jeg fået denne mulighed for at være med til udviklingen af ungdomsspillere i Danmark, og det vil jeg som tidligere landsholdsspiller meget gerne bidrage til. Det er vigtigt for mig at de unge spillere får nogle gode oplevelser med på vejen, og det håber jeg at kunne være med til at give, når spillerne samles. Jeg ser frem til arbejdet med at hjælpe de unge spillere med at udvikle sig og nå deres drømme og samtidig kigge på det hele menneske undervejs.

Vi glæder os til at følge Anton Tømming Larsen og Lotte Thomsen i deres nye roller.