Badminton Danmarks talentudviklingschef Lars Uhre var med det danske U19-landshold i Ungarn ved UEM. I holdmesterskabet høstede Danmark sølv, mens det blev til en af hver af de tre ædelmetaller ved det individuelle mesterskab.
I holdmesterskabet leverede det danske U19-landshold et overlegent gruppespil og fornuftige knockout-kampe. I slutspillet stod det blandt andet på en intens holdkamp mod det talentfulde tyrkiske landshold, som de danske stjernefrø overvandt, inden guldet skulle fordeles i finalen mod Frankrig. Her løb franskmændene desværre med guldet efter en meget tæt kamp.
– I holdmesterskabet er vi længe om for alvor at komme i gang. Det nye holdkampssystem i forening med, at vi er oversidder i puljen med to relativt ligegyldige gruppekampe forud for slutspillet, gør, at vi er længe om for alvor at finde energiniveauet. Vi får dog nogle gode træninger og spiller en god indbyrdes træningsholdkamp, så gruppespillet føles ikke forgæves, siger Lars Uhre.
– Da vi rammer slutspillet, leverer vi efter min overbevisning et flot resultat. I semifinalen møder vi et stærkt tyrkisk mandskab, som også i det individuelle mesterskab beviser, at de er på vej frem. Her vinder vi en intens holdkamp og er opgaven voksen mod et stærkt landshold. I finalen mod Frankrig kan det gå begge veje, som det tit kan mellem to så stærke landshold. Vi kæmper os flot tilbage i det tredje sæt, men måtte i sidste ende se os slået 55-52 i det afgørende sæt. Men vi tager mange positive aspekter med fra holdmesterskabet.
I det individuelle mesterskab talte den danske medaljehøst tre medaljer. Mikkel Bouet/Maximillian Kauffmann tog en flot bronzemedalje, Athene Thornild Lyduch spillede sig frem til en finalekamp og vandt sølv, mens Sebastian Andersen/Birk Norman triumferede i en tæt finale og kunne lade sig hylde som europamestre.
– Jeg ser tilbage på et godkendt individuelt mesterskab. Athene Lyduchs finaleplads er meget flot, og det er første gang, at vi har en damesingle i finalen siden 2018, hvor Line Christophersen blev europamester for U19. Vores bedste herresingle tager desværre noget sygdom med i det individuelle mesterskab og kæmper sig flot igennem det i de første kampe, men kommer aldrig rigtig ovenpå igen. Det er naturligvis ærgerligt. Det individuelle mesterskab krones selvsagt af Birk og Sebastians flotte guldmedalje. Jeg synes, at de spiller en rigtig god finale i en intens og velspillet dyst mod det stærkeste franske par, og det var rigtigt fedt for dem, at deres flotte præstation førte til et europamesterskab, siger Lars Uhre, der også glæder sig over de erfaringer, de danske spillere fik i Ungarn:
– For vores spillere er det godt at spille et mesterskab i en stor hal med vind pga. aircondition, samtidig med at de spiller under relativt stort pres. Det er værdifuld læring for unge spillere, der står på tærsklen til en seniorkarriere.
Medaljerne ved dette års U19 EM blev fordelt på en række forskellige lande. Mesterskabet understregede dermed igen, at der er flere nye nationer, som udvikler dygtige unge talenter.
– Nogle af de ”gamle” europæiske nationer kæmper stadig med at udvikle dygtige ungdomsspillere, men omvendt er der kommet nye nationer til i stedet i de seneste par år. Udover Frankrig, som gør det rigtig godt i deres talentudvikling, ser vi nu også dygtige spillere fra fx. Tyrkiet, Ukraine, Schweiz og Spanien. Det understreger behovet for, at vi i Danmark fortsat udvikler og bygger på i vores talentudvikling, og bliver endnu bedre i alle led af vores talentudvikling, siger Lars Uhre.

