Dobbelt dansk triumf i Finland: Blichfeldt og Antonsen sejrer i Arctic Open

af | okt 11, 2026

Badmintonphoto

Badmintonphoto

Vantaa har i denne uge været vært for første turnering i den europæiske efterårs afdeling af World Touren. Her er de danske spillere kommet flyvende fra start i den europæiske kampagne, hvor vi blandt andet havde hele fire danske semifinaler. De fire semifinaler blev omsat til to danske finalepladser, som på flotteste vis blev omsat til to danske finalesejre. 

Se alle resultater fra Arctic Open her

Den første af disse sejre stod Mia Blichfeldt for. Blichfeldt har hele ugen vist en fighter-vilje og et niveau, der gør hende uhyggelig for enhver modstander. Det viste sig også at være tilfældet i dag, hvor hun var klart bedst i kampens to sæt. Førsteseedede thailandske Ratchanok Intanon gav Blichfeldt god modstand mod første sæts afslutning, men i andet sæt var hun rent ud sagt chanceløs overfor en velspillende dansker.. Mia Blichfeldt satte tingene på plads i to flotte sæt, og kunne indtræde på skamlens øverste trin. Blichfeldt slog Intanon med 21-17, 21-13. 

Sejren er Mia Blichfeldts anden Super 500-sejr i karrieren. I næste uge rejser Blichfeldt mod Odense, hvor hun skal tage det gode spil fra Finland med hjem til VICTOR DENMARK OPEN. Det gode spil skal findes frem allerede i første runde, hvor Blichfeldt møder verdensstjernen Akane Yamaguchi.

Klik her for at se lodtrækningen til VICTOR DENMARK OPEN 

Anders Antonsen har som sin landsmand Blichfeldt vist stort spil hele ugen. Dagens finalemodstander Yushi Tanaka kan på dagen være en svær størrelse, og han er svær for alvor at hægte af. Det viste sig også at blive tilfældet i dag. De to kombattanter delte de to første sæt mellem sig. Tanaka lagde bedst fra land, og vandt første sæt 16-21, inden Antonsen kæmpede sig flot tilbage i opgøret, og gjorde japaneren kunsten efter med en sejr på 21-16. Herfra var der lagt i ovnen til et uhyre spændende tredje sæt. Spillet bølgede frem og tilbage og balancerede konstant på et knivsæg. Efter halvanden time og en gyser-afslutning på tredje sæt kunne Anders Antonsen skrive Arctic Open på det flotte CV med en sejr på 27-25.

Anders Antonsen rejser som Mia Blichfeldt også til Odense med en flot turneringssejr i bagagen.

Stort tillykke til Mia og Anders – vi glæder os til at se jer til VICTOR DENMARK OPEN.  

Vil du se verdens bedste badmintonspillere live – køb billet til VICTOR DENMARK OPEN her