Talentudviklingschef Lars Uhre evaluerer her på UVM i Cairo.
U19-landsholdet er rejst fra Cairo efter to ugers verdensmesterskab. En niendeplads i holdmesterskabet med fem sejre i seks kampe blev fulgt op af et udfordrende individuelt mesterskab, der til trods for ingen medaljehøst gav en masse gode erfaringer med både forhold og modstand.
Talentudviklingschef Lars Uhre evaluerer de to uger i Cairo:
“Vi har haft en rigtig god tur med positiv attitude på trods af meget anderledes forhold og udfordringer med sygdom og transport undervejs. Vi spillede en god holdturnering hvor vi bragte holdets bredde i spil og var dygtige at få nogle smalle sejre i hus, hvilket gav adgang til kampe mod endnu flere gode modstandere og en samlet 9. Plads til sidst, hvilket var rigtig fint. I den individuelle turnering var det lidt mere modstanderne der havde dygtighed på deres side og vi skulle have hevet et par sejre mere over på vores side for at være helt tilfredse.”
”Da vi primært benytter UVM som en udviklingsturnering, har det været positivt at opleve, hvordan spillerne gradvist er blevet bedre til at håndtere de svære spilleforhold i hallen som var kæmpestor og med skiftende vindforhold fra dag til dag. Desuden har de rykket sig på forberedelse til kampene mod de nye modstandere og fået gode erfaringer med at spille mod asiater som over en bred kam er længere fremme med deres fysiske og spillemæssige udvikling end vores spillere generelt er. Det er tydeligt at flere og flere nationer udvikler meget dygtige ungdomsspillere, så konkurrencen hele tiden øges og mange af dem tager hurtigt det næste skridt til den internationale senior tour. Det er vigtigt at vi fokuserer endnu mere på den fysiske træning for de ældste ungdomsspillere og har fokus på de tekniske kvaliteter der kræves i spillet i højt tempo under svære forhold.”
Du kan på BWF’s hjemmeside se alle resultater fra UVM.

