Kjær/Kjær vinder HYLO Open 2026

af | nov 1, 2026

Sikke en triumf!

Rasmus Kjær og Christian Faust Kjær rundede en helt og aldeles fantastisk uge i Tyskland af ved i finalen at slå verdensranglistens nummer 9, engelske Lane/Vendy, i to vanvittigt flotte sæt. 21-14, 21-18.

Niveauet fra de to danskere var imponerende højt, og dermed kan Kjær/Kjær nu kalde sig fortjente vindere af Super 500-turneringen HYLO Open 2026.
Det er – med længder – deres største triumf i deres relativt korte tid som makkerpar.

I løbet af ugen har Kjær/Kjær leveret den ene flotte kamp efter den anden. I semifinalen slog de eksempelvis Tai/Yap fra Malaysia, og på finaledagen gjorde de så arbejdet færdigt.
Kæmpe tillykke til Rasmus og Christian!

Det lykkedes desværre ikke for hverken Line Kjærsfeldt eller Amalie Cecilie Kudsk/Jesper Toft at vinde deres respektive finaler.
Mixed doublen var tættest på. De havde de franske verdensmestre Gicquel/Delrue ude i tovene og var meget tæt på at skabe sensationen, men endte med at tabe i tre tætte sæt. 21-19, 20-22, 18-21.
Line Kjærsfeldt tabte med 12-21, 14-21 til en velspillende Pusarla Sindhu.
Selv om det ikke blev til finalesejre til Kudsk/Toft eller Line K., kan de se tilbage på en fantastisk uge i Tyskland med imponerende sejre undervejs.
Tillykke med de flotte dage i Saarbrücken og med finalepladserne!

Foto: BadmintonPhoto