BadmintonPlayer er i gang med lidt udvikling, der skal gøre platformen mere moderne, brugervenlig og effektiv for både spillere, klubber, turneringsarrangører og administratorer.
Vi arbejder i øjeblikket på integration af en række forbedringer i BadmintonPlayer, hvor både design, funktionalitet og den bagvedliggende administration bliver opdateret. Målet er at skabe en mere sammenhængende digital platform, der gør det lettere at håndtere de mange aktiviteter i dansk badminton.
BadmintonPlayer Planner – næste skridt i evolutionen
Et vigtigt nyt udviklingsområde er BadmintonPlayer Planner, som skal være med til at samle de funktioner, der i dag håndteres gennem Tournament Planner (TP). Ambitionen er at udfase TP og i stedet skabe en mere integreret løsning, hvor planlægning og administration af danske badmintonturneringer i højere grad foregår direkte i BadmintonPlayers digitale univers, og er helt webbaseret. Det skal gøre arbejdet lettere for turneringsarrangører og klubber, mindske behovet for at arbejde på tværs af forskellige systemer og skabe en mere sammenhængende proces fra turneringsplanlægning til afvikling. Samtidig vil vi med den nye Planner løse de problemer, der er i TP med planlægning i flere haller osv. Udviklingen sker gradvist, så funktioner kan testes, tilpasses og implementeres i takt med, at de er klar. Og planen er fra sæsonstart til 2027/28 sæsonen, at alle klubarrangører er fuldt overført til denne nye platform, og at TP lukkes ned ift. danske turneringer.
BadmintonPlayer får et facelift
BadmintonPlayer får et opdateret udseende! Vi har gennem den seneste tid arbejdet på at modernisere platformens design og forbedre den samlede brugeroplevelse. Det er vigtigt at understrege, at der primært er tale om en visuel opdatering samt en forbedring af brugerfladen. De funktioner og arbejdsgange, som brugerne allerede kender, er i store træk de samme, men flere bliver præsenteret i et mere moderne og overskueligt design.
Blandt de mest synlige ændringer er:
- Opdateret design: Platformen får et mere ensartet og moderne udtryk med forbedringer af blandt andet menuer, knapper og sidernes opbygning.
- Administrationsmenu: Administrationen har fået en ny præsentation, som skal gøre det lettere at navigere mellem de forskellige områder. De grundlæggende funktioner og principper er fortsat de samme.
- Login og brugeroplevelse: Loginområdet er blevet tilpasset det nye design, så det fremstår mere tidssvarende og hænger bedre sammen med resten af platformen.
- “Min profil”: Brugerens personlige oplysninger og relevante funktioner er samlet i en mere overskuelig menu, der gør det nemmere at finde og administrere sin profil.
- Fejlrettelser og justeringer: Vi har gennemført en række mindre forbedringer og fejlrettelser på baggrund af tilbagemeldinger fra brugere og administratorer.
Derudover er der arbejdet med en lang række små detaljer på tværs af platformen, som tilsammen skal skabe en mere sammenhængende og intuitiv oplevelse. Målet har ikke været at ændre den måde, man bruger BadmintonPlayer på, men at gøre den eksisterende platform mere moderne, overskuelig og behagelig at arbejde i.
Brugernes feedback er vigtig
En væsentlig del af forbedringerne bygger på de erfaringer og tilbagemeldinger, som brugere tidligere har delt omkring fejl, mangler og ønsker til platformen. Der er allerede gennemført en række rettelser, og den kommende periode bliver brugt på yderligere test og kvalitetssikring, inden den opdaterede løsning sættes i drift. Vi opfordrer derfor alle relevante administratorer og testbrugere til at gennemgå de områder af BadmintonPlayer, de normalt arbejder med, og være særligt opmærksomme på funktioner, der måske kan blive endnu bedre, eller elementer, der kan være vanskelige at finde.
En platform, der udvikler sig med dansk badminton
BadmintonPlayer spiller en central rolle i dansk badminton, og udviklingen af platformen er en løbende proces inden for de ressourcer, vi har til at kaste i arbejdet. Med det nye design, forbedrede funktioner og udviklingen af BadmintonPlayer Planner tager vi endnu et skridt mod en samlet digital løsning, der skal understøtte hverdagen i klubberne, gøre turneringsadministrationen lettere og skabe bedre digitale oplevelser for alle, der bruger BadmintonPlayer. Vi ser frem til hen over foråret at præsentere de mange forbedringer løbende i BadmintonPlayer.
Foto: BadmintonPhoto

