Med en stærk 3-2-sejr over det frygtede mandskab fra Taiwan er Danmark nu klar til kvartfinalen ved UVM 2019. – Holdet leverede en stor præstation i dag og bakkede hinanden fantastisk op, siger U19-landstræner Jesper Hovgaard.
Det danske ungdomslandshold stod over for deres hidtil største opgave ved UVM 2019, da de onsdag morgen dystede imod Taiwan i gruppefinalen og kampen om en plads i kvartfinalen.
Glædeligvis lykkedes det de rød-hvide spillere at tage sejren oven på opgørets fjerde kamp. 3-2 endte kampen i dansk favør.
– Det er en stor præstation. Det var virkelig en fed holdkamp, der havde så mange højdepunkter, at det er svært at udpege nogen specifikke. Tilmed var opbakningen fra spillerne ude bag banerne outstanding og større, end jeg før har oplevet. Det var virkelig fedt at mærke, siger U19-landstræner Jesper Hovgaard og tilføjer:
– Personligt er jeg rigtig glad for, at vi er i kvartfinalen. Sidste år gav det os virkelig meget at møde de stærke modstandere, vi ikke så ofte har mulighed for, og som kommer vi til at møde, uanset om vi vinder eller taber i kvartfinalen.
Forinden holdkampen var det ellers en smånervøs Jesper Hovgaard, der så frem mod afgørelsens time mod Taiwan.
– Jeg havde måske undervurderet vores eget niveau en smule i lyset af de første tre holdkampe med ringe kvalitet. Alligevel synes jeg, at vi går ind og overrasker i tre kampe i dag. Det er supersvært at gøre, men det lykkes, og vi får den lukket. Forinden kampen havde vi brugt mange timer på at preppe spillerne, tale om den her kamp og tale med dem om, at hvis der er nogen, der kan, så er det os. Spillerne stolede virkelig på deres egne kompetencer derinde i dag, og det gjorde, at de hurtigt kunne mærke, at de godt kunne være med, siger U19-landstræneren.
Læs også: UVM i sigte: Afgørende opgør venter Danmark i gruppespillet
Danmark lagde sig allerede i spidsen efter første kamp, som Christine Busch/Rasmus Espersen havde fornøjelsen af at spille.
Det var dog lige ved og næsten, at den danske mixeddouble havde tabt kampen i to sæt. Efter et gedigent dansk nederlag på 11-21 i første sæt, var Busch/Espersen nemlig nede 13-19 i andet.
Ikke desto mindre formåede de sidenhen at overleve fire matchbolde til modstanderne og tage seks point i streg til 22-20 i dansk favør.
– Det andet sæt i den mixeddouble bliver, som jeg ser det, afgørende for resten af holdkampen. Da vi efterfølgende kommer foran 1-0 og især 2-0 begynder nerverne på den anden side af nettet virkelig at kunne mærkes, siger Jesper Hovgaard.
Klik her for at se alle resultater fra dagens danske gruppefinale
I kølvandet af mixeddoublen sørgede Amalie Schulz for at tilføre andet point til dansk konto efter en tresætssejr, hvor overtaget i dele af kampen syntes at skifte fra side til side.
– Vi havde forberedt spillerne på, at de her kampe kan gå rigtig meget op og ned. I mixeddoublen får de vendt andet sæt og hele kampen, hvilket de skal have stor ros for. Tilsvarende er Amalie i damesinglen stort foran i første sæt, som hun taber, og igen i tredje sæt, som bliver tæt til sidst. Det bliver en kamp om at være i det og turde gøre de rigtige ting på svære tidspunkter, siger Jesper Hovgaard.
Oven på den tætte damesinglesejr blev det Magnus Johannesens tur på banen. Desværre formåede den unge herresingle ikke at lukke holdkampen med en sejr, selv om han ifølge Jesper Hovgaard havde spillet til det i særligt andet sæt.
– Magnus havde lidt for meget respekt for modstanderen i perioder og skulle egentlig have haft mere ud af den kamp, for han er bedre end modstanderen i andet sæt. På trods af nederlaget er jeg glad for, at vi har fået Magnus i gang, siger U19-landstræneren.
Således fik Christine Busch/Amalie Schulz efterfølgende fornøjelsen af hver deres sejr nummer to i holdkampen og ikke mindst den afgørende sejr, som sikrede Danmark kvartfinalepladsen.
– Christine og Amalie er bare klart bedre end modstanderne. Der sker ikke desto mindre noget på øverste etage, idet de kan se, at de er ved at afgøre kampen, siger Jesper Hovgaard.
Nerver eller ej får damedoublen eksekveret og afgjort kampen 21-17, 21-18.
Læs også: Klar til gruppefinale: Danmark slår Usbekistan uden besvær
Dermed venter de forsvarende verdensmestre fra Kina i kvartfinalen torsdag morgen. En yderst svær, men spændende udfordring ifølge U19-landstræneren.
– Jeg forventer, at det bliver en mega fed kamp mod en mega stærk modstander. Vi skal have i hovedet, at det her også er god læring mod de allerbedste, hvor vi kan få en smagsprøve på, hvad der kræves, og hvor vi bliver straffet. Jeg vil gerne have banket i hovederne på spillerne, at de skal tro på det derinde i morgen, men samtidig, at der er vigtig læring at hente mod de allerbedste, siger Jesper Hovgaard.