Badmintonphoto

VM-lodtrækningen klarlagt: – Spændende udfordringer i vente

August 5, 2019 14:25 Skrevet af

Lodtrækningen til VM 2019 er foretaget, og dermed står det klart, hvem de 12 danske VM-spillere møder og kan risikere at rende ind i, når jagten på verdensmetallet skydes i gang i Basel om to uger. Her får du cheflandstræner Kenneth Jonassens vurdering af de danske spilleres kommende udfordringer. 

 

Herresingle:

Anders Antonsen (5):

– Overordnet set synes jeg, at Anders har fået en interessant lodtrækning med nogle gode muligheder. For mig at se bliver det i anden runde, at Anders’ VM for alvor går i gang. Her kan han komme til at stå over for enten thailandske Khosit Phetpradab eller Liew Daren fra Malaysia. Begge er nogle rigtig dygtige underdogs, og Daren stod altså i semifinalen ved VM sidste år. Der er derfor ingen tvivl om, at anden runde kan blive rigtig hård, hvis modstanderen rammer sit topniveau.

Hans-Kristian Solberg Vittinghus:

– HK har landet sig den næstsværeste lodtrækning, man kan få i herresingle. Han møder Chou Tien Chen, som er i absolut topform og tropper op til VM med stor selvtillid i bagagen. Der er ingen tvivl om, at det er en meget svær lodtrækning, han har fået. Skal vi se positivt på det, så giver det os omvendt mulighed for at forberede os specifikt på Chou, og hvordan han skal spilles af HK.

Jan Ø. Jørgensen:

– Selv om Jan har trukket en ikke-seedet modstander, så venter der ham en svær første runde-kamp. Brice (Leverdez, red.) er bestemt ikke nogen nem modstander, og sidst, de to mødte hinanden, gik sejren til franskmanden. Lykkes det Jan at vinde, bliver der ingen nemmere opgør videre i turneringen, og derfor bliver det på dén kamp, at fokus kommer til at ligge.

Klik her for at se hele VM-lodtrækningen i herresingle.

 

Damesingle:

Line Kjærsfeldt (15):

– Line sidder over i første runde og møder dernæst vinderen af vietnamesiske Thi Trang over for hollandske Soraya De Visch. Jeg tror, vietnameseren vinder, men uanset er det på papiret en god lodtrækning for Line og en god startkamp, hun får. Den giver hende nogle muligheder. Vinder hun, møder hun formentlig Sindhu, som er en verdensklassespiller, en stor mundfuld, men også en potentielt spændende udfordring.

Mia Blichfeldt (12):

– Jeg synes faktisk, at Mia har fået en rigtig hård lodtrækning. Hun sidder over i første runde og står så formentlig over for malaysiske Soniia Cheah, som er en ung, fremadstormende spiller, der nyligt formåede at besejre stærke kinesiske spillere under Thailand Open. Det er en rigtig interessant udfordring. Mia ved ikke desto mindre, hvad der venter, og at modstanden bliver stærkere fra runde til runde.

Klik her for at se hele VM-lodtrækningen i damesingle.

 

Herredouble:

Kim Astrup/Anders Skaarup (8):

– Jeg synes, at Kim og Anders har fået danskernes bedste lodtrækning. De er oversiddere i første runde og møder i anden runde enten et ukendt russisk par eller et ukendt tjekkisk par, som er en god første kamp at få. Slår de dem, har de Liao/Su fra Taiwan, som er et stærkt par, men som blandt de seedede par formentlig er dem, vi helst ville rende i. I en potentiel kvartfinale står dernæst Ahsan/Setiawan, som ligeledes er ganske fint i betragtning af de øvrige stærke par, som er med i turneringen.

Klik her for at se hele VM-lodtrækningen i herredouble.

 

Damedouble:

Maiken Fruergaard/Sara Thygesen (16):

– Sara og Maiken har fået en fornuftig lodtrækning, synes jeg. Jeg kunne måske have fundet enkelte andre steder i programmet, jeg hellere ville have haft dem placeret, men ikke desto mindre, så står de over for en spændende første kamp, som nok er mere fifty-fifty end andet. Lykkes det os at vinde den, så står vi til gengæld alt andet lige over for de topseedede japanere og forsvarende mestre, som selvsagt vil være en stor mundfuld.

Amalie Magelund/Freja Ravn:

– Amalie og Freja står som debutanter i en rigtig sjov første runde mod et ungt par fra Hong Kong. De (Amalie og Freja, red.) er med for at få mesterskabserfaring, og derfor er jeg glad for, at de skal møde et asiatisk par frem for et stærkt europæisk par i deres første kamp. De har endnu ikke så mange seniorkampe i benene mod asiatiske spillere, og derfor er det en god test for dem og en spændende udfordring. Lykkes det dem at tage sejren, så står de til de sjetteseedede koreanere, hvilket vil blive endnu en stor oplevelse for dem. Der er helt sikkert masser af læring for dem under det her mesterskab.

Klik her for at se hele VM-lodtrækningen i damedouble.

 

Mixeddouble:

Niclas Nøhr/Sara Thygesen:

– Niclas og Sara står til en god første runde mod et fint par fra Hong Kong. I og med vi ikke er seedet, er det en godkendt modstander at trække, vil jeg sige. Slår de dem, har de revanche til gode fra European Games mod Marcus Ellis/Lauren Smith. Denne gang ligger presset til gengæld på englændernes skuldre. Jeg vil mene, at vi har bedre kendskab til, hvad de står over for end omvendt, og det vil i det opgør kun gavne Sara og Niclas, at det ikke er deres første kamp.

Klik her for at se hele VM-lodtrækningen i mixeddouble.

 

Opsummering:

– Jeg synes overordnet set, at vi har fået en fair lodtrækning i betragtning af fordelingen af seedede og ikke-seedede, selv om jeg selvfølgelig godt kunne have tænkt mig, at nogle af vores spillere havde stået nemmere i starten, ligesom nogle enkelte gerne måtte have stået lidt lettere i deres anden eller tredje kamp. Men nogle får således en potentiel indspilningskamp, mens andre ved, at de skal præstere på højeste niveau fra start. Den viden er god for os, for så har vi forholdsvis let ved at se, hvornår de enkelte spillere skal spille op til deres bedste, og det hjælper os i forberedelsen.

Læs også: Viktor Axelsen misser VM grundet rygskade.

 

 

 



Tags: , ,
Kategori: , , , ,