Cathrine Rosengren lægger smertefrit fra land ved para-VM i Basel

af | aug 20, 2019

Tirsdag aften sørgede Cathrine Rosengren for sin første sejr ved para-VM 2019 i Basel. – Ikke det bedste spil, men jeg fik en sejr med hjem, og det var det vigtigste, siger den andenseedede dansker.  

 

Læs også: Cathrine Rosengren VM-klar: – Det store mål er en finale

Som andenseedet og dermed finalefavorit ved para-VM 2019 er der god højde på forventningerne til den danske parastjerne Cathrine Rosengren.

Glædeligvis lever danskeren i første opgør ved mesterskaberne til fulde op til sin seedning, og bare 19 minutter skulle hun bruge på at spille sig til sin første sejr, som endte med cifrene 21-11, 21-14.

– Jeg synes egentlig ikke, at jeg spillede den bedste kamp. Jeg havde lidt svært ved at finde banen og kunne ikke holde fuldt fokus hele vejen. Heldigvis var det en kamp, jeg godt kunne vinde, selv om jeg ikke holdt niveau. Jeg fik en sejr med hjem, og det var det vigtigste, siger Cathrine Rosengren, som var glad for at komme i gang ved mesterskaberne, som spilles sideløbende med VM i Basel.

– Det var dejligt at komme i gang, mærke hallen og stå på banen. Den første kamp er altid lidt svær, synes jeg. Den skal lige overstås, og så bliver det hele lidt nemmere, siger Rosengren, som har onsdag fri til at træne frem mod næste kamp torsdag, som står med japanske Kaede Kameyama.

Læs også: Op- og nedture på VM dag to: – Gode sejre, men mulighed for mere