Forrygende U17 EM-dag: Danmark kvartfinaleklar i alle kategorier

af | sep 5, 2019

Efter en lang dag med to runders spil og 22 kampe med dansk deltagelse til EM i Polen, kan intet færre end ni danske konstellationer se frem til at skulle spille kvartfinale fredag. – Vi har marginalerne på vores side i dag og får stort set revet alt hjem, fortæller U17-landstræner Frank Larsen.

 

Torsdag klokken 09.00 gik den første danske konstellation på banen ved U17 EM i Polen, og torsdag klokken 21 gik dagens sidst spillende konstellation fra banen.

Med andre ord har de danske U17-spillere haft sig endnu en lang EM-dag, der glædeligvis samtidig kan karakteriseres som en god af slagsen.

– Det har været en tæt på perfekt dag. Vi er selvfølgelig lidt ærgerlige over de to tætte tresætsnederlag, som henholdsvis Victor (Kauffmann, red.) og Anna (Ryberg, red.) har i single, men ellers får vi stort set revet alt hjem i dag, siger en tydeligt tilfreds U17-landstræner Frank Larsen.

Se alle dagens resultater fra U17 EM i Polen her

Faktisk hev danskerne hele otte tresætssejre hjem i løbet af dagens to runder, som var sidste station inden kvartfinalerne fredag, hvor der også spilles semifinaler.

– Vi tager tre mixeddoubler i tre sæt, hvor særligt William Boes og Emilia Nesics sejr over de semifinaleseedede tyskere var godt gået. Det samme var Mette Werges og Christopher Vittorianis præstation mod de bundseedede serbere, som de slår tæt i tre sæt i morges, siger Frank Larsen og fortsætter:

– Dagens helt store positive overraskelse var dog Simona Pilgaards ottendedelsfinalesejr over den topseedede tysker. Det var fandme sejt gået, lyder det fra U17-landstræneren.

Læs også:  U17-landsholdet er Europas bedste: EM-guld til de danske drenge og piger

Oven på tredjedagen af den individuelle turnering kan intet færre end ni danske konstellationer bryste sig af endnu at være med, når jagten på semifinalepladserne sættes ind fredag.

– Vi har godt kunnet mærke i dag, at vi er gået ind i en anden fase, og at kampene bliver vigtigere og vigtigere. Nu handler det om, at vores spillere får tanket op og hvilet, så de er klar til endnu en lang dag i morgen, hvor der potentielt venter op mod fire kampe for nogen, siger Frank Larsen, som dog ikke frygter for, at de mange kampe, spillerne allerede har fået i benene, har sat sig for tungt.

– Jeg synes, at vi har fået sat modstanderne rigeligt på plads i de kampe, hvor vi har været favoritter, så der er helt sikkert mere tilbage i spillerne. Det er heller ikke kun os, der har spillet mange kampe, så jeg tror på, at vi er klar til det, der kommer i morgen, siger han.

Se fredagens spilleplan for de danske U17-stjerner her

Allerede fra klokken 10.00 går de første tre danske kvartfinalekonstellationer på banen. Fører nogen af de danske kvartfinalekampe til sejr, venter der i løbet af eftermiddagen semifinale.

Husk, du kan følge kampene live på Badminton Europes Youtubekanal her.