Alle døre står åbne forud for sæsonens sidste runde i grundspillet, der bliver afgørelsens time for samtlige af holdene i Badmintonligaen. Fire hold går videre til Final 4, mens de resterende fire skal kæmpe for at undgå nedrykning. Bliv klædt på til sidste omgang i grundspillet her.
Mandag og tirsdag aften falder de sidste brikker i grundspillet i Badmintonligaen på plads. Det er sikkert og vist. Hvordan de præcist lander, er der til gengæld ingen, som endnu kan sige noget om med sikkerhed.
Holdene ligger i stor stil yderst tæt, og i skrivende stund er det bare fire point, der adskiller førstepladsen fra fjerdepladsen.
Klik her for at få overblik over stillingen i grundspillet i Badmintonligaen
Mandag aften står de første slag mellem henholdsvis Skovshoved mod Vendsyssel, Aarhus AB mod Solrød Strand og Højbjerg/Viabiler mod Værløse.
Både Vendsyssel og Skovshoved kan selv afgøre deres videre skæbne for en plads i Final 4, idet de forud for aftenens opgør ligger på henholdsvis tredjepladsen og fjerdepladsen. Skovserne kan nyde godt af hjemmebanefordelen, men hvorvidt det bliver nok, vil tiden inden længe vise.
Husk, at du kan følge med i slagenes gang direkte på badmintonlive.dk
For hjemmebaneholdet i Aarhus er en plads blandt de fire øverste hold i grundspillet ikke længere en mulighed. AB’erne ligger i skrivende stund på ottendepladsen med 15 point op til fjerdepladsen, og de spiller med andre ord alene for at nå det bedste udgangspunkt i nedrykningsspillet.
Til gengæld kan aarhusianernes modstandere fra Solrød Strand, som forud for aftenens kamp indtager en femteplads, ende med gode muligheder for at avancere ind blandt de øverste fire, såfremt de vinder.
Læs også: Al spænding er intakt i Badmintonligaen: Vendsyssel og Greve snupper sejr i sjette runde
Den foreløbige topscorer Højbjerg/ViaBiler møder mandag aften Værløse, som ligger på sjettepladsen, 11 point længere nede, og tirsdag aften spiller Greve, som ligger på andenpladsen ét point fra Højbjerg, mod Team Skælskør-Slagelse, der i skrivende stund sidder på syvendepladsen.
For Greve såvel som Højbjerg er det ikke alene en plads i Final 4, der er på spil. Begge hold har ligeledes chance for at sikre sig sejren i grundspillet, der medfører en vis fordel videre i ligaen.
For Greve afhænger muligheden for at nå til tops i grundspillet givetvis af, hvordan facit ender i Højbjerg/ViaBilers opgør med Værløse.
Førstepladsen får fordelen af selv at udpege, om de ønsker at møde tredje- eller fjerdepladsen i Final 4, mens andenpladsen møder det hold, som vinderholdet ikke vælger som modstander.
Det bliver utvivlsomt to højdramatiske holdkampsdage, som du heldigvis kan følge med i live på badmintonlive.dk.