To gange Boe leverer double-trouble i første runde af RSL DM 2020

February 5, 2020 17:42 Skrevet af

Den familiære konstellation Mathias Boe/William Boe styrede sig onsdag eftermiddag sikkert til sejr i første runde af RSL DM. Med cifrene 21-12, 21-13 satte de to herrer streg under, at Boe’erne også sammen har fuldstændig styr på det med at spille herredouble. 

 

En af de lidt mere kulørte konstellationer, som onsdag eftermiddag var i spil for første gang ved RSL DM 2020, var onkel og nevø Boe, henholdsvis Mathias Boe og William Boe, som leverede en prangende indsats.

21-12, 21-13 vandt de to gange Boe over Mads Birkeholm/Oliver Geisler, og dermed er 39-årige Mathias Boe og 17-årige William Boe klar til anden runde.

Adspurgt om, hvordan det var for første gang at stå side om side med sin onkel på banen i Ceres Arena, lød responsen med et grin fra William Boe:

– Det var selvfølgelig fedt. Han er jo en god spiller, så det var sjovt at prøve.

Heldigvis synes også makkeren og onklen Mathias Boe akkurat det samme om sin DM-kompagnon. Med lidt udfordringer ved at holde masken, lød det således småleende fra den erfarne doublespecialist:

– Jeg synes også, det var fedt. Han er jo en god spiller, så det var sjovt at prøve.

Læs også: Victor Svendsen afliver comeback fra hårdtkæmpende Messerschmidt

Oven på sejren uddybede konstellationens ældste spiller desuden baggrunden for det familiære match-up ved årets RSL DM.

– Det her bliver nok mit sidste DM, og så synes jeg, at det kunne være lidt sjovt. Jeg håber jo, at William kan udvikle sig videre og tage over for mig, når jeg lægger ketsjeren på hylden. Så jeg synes, at det kunne være sjovt at prøve at spille sammen, nu hvor han godt kan udfordre nogle af de spillere, som er med her. Og så er det selvfølgelig sjovt, når vi i al fald minimum kan vinde en kamp som i dag, lød det fra Mathias Boe.

De to gange Boe spiller igen senere onsdag aften, hvor de skal op imod Daniel Lundgaard/Mathias Thyrri Jørgensen.

Du kan følge kampen live i Ceres Arena, og befinder du dig ikke på de kanter, kan du i stedet tune ind på badmintonlive.dk.

Du kan også følge livescoren ved RSL DM 2020 her

Se hele interviewet med den familiære herredouble her:

 

 

Du kan følge med i Badminton Danmarks dækning af mesterskaberne på vores sociale medier, hvor vi holder dig opdateret med nyheder, behind the scenes, interviews, konkurrencer og meget mere.

Facebook

Instagram

Twitter

LinkedIn

Youtube



Kategori: , , ,