Det gik hedt for sig på semifinaledagen af RSL DM 2020. Den ene intense tresætter blev overtaget af den næste, og ud af det står vi nu med fem farverige finaler foran os. Bliv klogere på, hvordan de hver især kom i stand med dagens nedtakt fra Ceres Arena.
Vi nærmer os med hastige skridt kulminationen på dette års danske mesterskaber.
Finalerne står for døren fra lørdag middag efter en semifinaledag, der bød på flere tunge og intense tresætstandtrækkere.
I en af dem stod den topseedede damesingle, Mia Blichfeldt. Til den bitre ende bed hun skeer med Julie Dawall, som endte med at holde tungen rettest i munden og overraskende afskibe Blichfeldt fra RSL DM 2020.
Det var derfor en yderst glad og tilfreds Dawall, som efterfølgende satte ord på sejren med cifrene 18-21, 22-20, 22-20.
Også i den anden ende af programmet måtte Line Christophersen og Natalia Koch Rohde ud i et hårrivende intenst første sæt, som faldt ud til fordel for Koch Rohde 27-25. Christophersen kom til gengæld stærkt igen og hjemtog karrierens første DM-finaleplads på overbevisende manér i kampens sidste to sæt.
Overbevisende må Viktor Axelsens præstation mod Jan Ø. Jørgensen i den grad også karakteriseres som. Den topseedede odenseaner gjorde kort proces mod den rutinerede nordjyde, som blev efterladt med hhv. 14 og 8 point på tavlen.
Hør Badminton Danmarks helt nye podcast på Spotify, som du tilgår ved at klikke her
Til gengæld måtte Axelsens forestående finalemodstander, Hans-Kristian Solberg Vittinghus, på arbejde for at booke sin billet til finalen. 18-årige Magnus Johannesen så nemlig langt fra ud til at være mættet af gårsdagens sensationssejr over forsvarende mester i herresingle, Anders Antonsen.
Selv om Johannesen var foran i langt størstedelen af første sæt og vandt andet, kæmpede den 16 år ældre Vittinghus sig vej til karrierens fjerde DM-finale. Den rutinerede Højbjerg-spiller undte oven på sejren såvel Johannesen som hans generation af herresingler flere roser.
Læs også: Favoritsejre på stribe og singlesensation på kvartfinaledagen af RSL DM 2020
I mixeddouble måtte topseedede Alexandra Bøje/Mathias Christiansen også ud i tre sæt mod Mikkel Mikkelsen/Amalie Magelund. Favoritterne fik dog sejren i hus med cifrene 21-15 i tredje sæt og står således over for bundseedede Niclas Nøhr/Sara Thygesen, som uden kolossale kvaler kvalificerede sig til kampen om øverste podieplads med en sejr over de forsvarende mestre, Mathias Bay-Smidt/Rikke Søby.
Også i damedouble drejede Sara Thygesen ned ad finalestien med makkeren Maiken Fruergaard. Det skete ligeledes relativt sikkert med cifrene 21-17, 21-11.
I finalen møder de Mette Poulsen/Alexandra Bøje, som dog måtte passere en times spil, før de med cifrene 21-17 i tredje sæt hjemtog triumfen over Amalie Magelund/Freja Ravn.
Se, hvad de sagde til den præstation og det tandtrækkende opgør herunder:
På herresiden i doublekategorien lykkedes det som de eneste forsvarende mestre tilbage i turneringen, Lasse Mølhede/Mathias Bay-Smidt, at bane sig ét skridt nærmere årets eneste titelforsvar med en sejr over Mads Conrad-Petersen/Emil Hybel.
Skal Mølhede/Bay-Smidt nære håb om at genvinde titlen, må de først igennem topseedede Kim Astrup/Anders Skaarup. Den højestrangerede danske herredouble spillede sig i finalen efter en særdeles underholdende dyst mod joker-konstellationen Mathias Christiansen/Anders Antonsen. Dermed tilfalder håneretten, glædeligvis ifølge Anders Skaarup, ikke Anders Antonsen de næste 70 år.
Skal du ind at se de forrygende finaler? Klik her for at købe billetter
Vi ser frem til, at årets fem danske mestre skal findes på lørdagen, og vi håber at se en Ceres Arena spækket med glade og heppende tilskuere, når første finale fløjtes i gang klokken 13.00! Følg dem live i arenaen eller på TV 2 Sport.
Husk, at du kan følge med i Badminton Danmarks dækning af mesterskaberne på vores sociale medier, hvor vi løbende holder dig opdateret med nyheder, behind the scenes, interviews, konkurrencer og meget mere.