Positiv medlemsfremgang i Badminton Danmark trods frafald af særligt de yngste piger

af | apr 28, 2020

1672 flere medlemmer har Badminton Danmark erhvervet sig i løbet af 2019. Især de helt små drenge og teenagedrengene har mere end nogensinde før fået øjnene op for den populære ketchersport, mens det derimod halter med at få pigerne i de yngste årgange til at vælge badmintonsporten til. En problematik, der har været kendt til i flere år, men som nu kræver nogle opstartstilbud målrettet de yngste piger, fastslår Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen.

 

Så mange piger i alderen 7-12 år spillede i 2019 badminton i en klub, der er medlem af Badminton Danmark. Det er 110 færre end i 2018.

Og selvom frafaldet ikke er svimlende højt, så ser vi i samme aldersgruppe en stigning på hele 945 drenge.

Ifølge Bo Jensen, direktør for Badminton Danmark, skyldes frafaldet af de yngste piger primært to ting.

– Antallet af piger og kvinder i idræt er stigende, og en lang række idrætter har stor succes med at fastholde og tiltrække piger. Der adskiller badminton sig ved at gå i den modsatte retning, og det tror jeg er en del af forklaringen, siger Bo Jensen, og fortsætter:

– Derudover kan det for nogle piger, specielt i de yngste årgange, virke afskrækkende at komme ind i et miljø med en overrepræsentation af drenge, og her har klubberne og især trænerne en vigtig opgave i at tage særligt hensyn til pigernes behov.

Hvordan særlige hensyn kan tages, er der ikke et færdigudviklet bud på, men i Skanderborg Badminton Klub har specielt ét tiltag haft succes.

– Skanderborg Badminton Klub har i et par år tilbudt specifikke pigemiljøer, hvor pigerne starter op for sig selv, og først senere bliver indsluset med drengene. Erfaringerne herfra viser, at en langt større del af pigerne bliver hængende. Det er positivt, og derfor er vi også i gang med at udvikle anbefalinger til vores klubber i forhold til at have nogle opstartstilbud til pigerne i de yngste årgange.

Også aldersgruppen 13-18 år er vokset, og i 2019 er 438 flere teenagere meldt ind i en af Badminton Danmarks medlemsklubber i forhold til sidste år.

Men her er det ligeledes drengene, der trækker medlemstallet op.

Sammenligner man tallene med udgangspunktet i 2011, ser de fornuftige ud i forhold til at fastholde teenagerne i badmintonsporten. Alligevel kan det også her være fordelagtigt at møde særligt pigerne i øjenhøjde, understreger Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen.

– Teenagepigerne begynder i højere grad at prioritere skole og uddannelse frem for idræt og fritidsaktiviteter, end drengene i samme aldersgruppe gør. Derfor er det vigtigt, at vi som klubber og trænere er åbne for, at selvom man er et talent, der har været vant til at være på talenttræning fem gange i ugen, så har man mulighed for at trække sig tilbage i en periode for at fokusere på uddannelse. Vi skal ikke stille dem et ultimatum og sige, at hvis ikke man er med på den fulde træningsmængde, så er man slet ikke med. På den måde bliver valget pludselig nemt for pigerne: de vælger sporten fra. Så vi skal finde en balance, der gør, at de kan fortsætte med begge dele.

Læs mere: Sådan ser medlemstallene for Badminton Danmark og DGI Badminton ud

Den generelle medlemsudvikling for Badminton Danmark ser dog særdeles positiv ud. I 2018 var 92.307 danskere medlem af forbundet, men i 2019 er det tal steget til 93.979.

Specifikt betyder det, at Badminton Danmark er vokset med 1672 medlemmer, alt imens der er kommet 20 klubber flere til end året før.

De tal glæder Badminton Danmarks direktør.

– Nu har badminton de sidste fem til seks år arbejdet målrettet på at knække medlemskurven og få flere medlemmer, og klubberne rundt om i landet har taget mange af vores tilbud, koncepter og muligheder for at udvikle træningsmiljøer til sig. Det har overordnet set båret frugt hele vejen rundt, og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for og stolt af, afslutter Bo Jensen.

Badminton Danmark er fortsat det sjettestørste specialforbund i Danmark, kun overgået af fodbold, håndbold, svømning, golf og gymnastik. Målt på tilvæksten i antallet af medlemmer fra 2018 til 2019 indtager Badminton Danmark ligeledes en sjetteplads blandt DIF’s 62 specialforbund.