36-årige Carsten Mogensen stopper på det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby. Det sker efter, at han ikke har kunne se selv i det nye projekt Badminton Danmarks sportslige ledelse har udfærdiget med sine nye konstellationer.
Carsten Mogensen og Badminton Danmarks vegne skilles efter 19 år sammen i Brøndby på det Nationale Elite Træningscenter.
Årsagen er, at Badminton Danmarks sportslige ledelse har lavet fire nye doublekonstellationer, som skal understøtte næste generation af topspilleres udvikling. Her var Carsten Mogensen tiltænkt en rolle, men det kunne den erfarne herredoublespiller ikke se sig selv i.
– Det er desværre ikke lykkes at finde et projekt, hvor jeg kan se mig selv i det. Jeg havde håbet på at spille frem til 2024, men det skal selvfølgelig være i et projekt, hvor jeg kan se mig selv. Omvendt har jeg respekt for, at Badminton Danmark har valgt at prioritere de unge spillere i et længere perspektiv. Det er vemodigt at skulle herfra, men jeg vil fortsætte med at spille i Badmintonligaen og bruge tid på min sportsforretning, så jeg har heldigvis rigeligt at tage mig til. Jeg vil også gerne benytte muligheden for at takke alle dem, som har hjulpet mig gennem min karriere. Det har betydet rigtig meget, siger Carsten Mogensen.
Læs også: Badminton Danmark laver nye doublekonstellationer for fremtiden
I Badminton Danmark er man ærgerlig over, at det ikke er lykkedes at fastholde 36-årige Carsten Mogensen.
– Vi havde rigtigt gerne set, at det var lykkedes at finde et projekt, som Carsten kunne se sig selv i, men det har desværre ikke været muligt ud fra den strategi og målsætning, vi har arbejdet efter. Det er en epoke, der stopper. Sammen med Mathias Boe har Carsten (Mogensen, red.) været Danmarks bedste herredouble i nyere tid. Carstens resultater taler for sig selv, og vi skal være taknemmelige over de resultater og oplevelser, som Carsten og Mathias har givet dansk badminton og de dansk badmintonfans, siger Badminton Danmarks Elite- og sportschef, Jens Meibom, og fortsætter.
– Samtidigt vil jeg gerne rose ham for den indstilling og indsats, han har lagt for dagen i træningslokalet – også efter, at han og Boe stoppede deres makkerskab. Her har Carsten skullet indtage en anden rolle på træningen, og den har han løftet på forbilledlig vis.
Carsten Mogensens sidste træning på det Nationale Elite Træningscenter var i torsdags den 2. juli.
”Nuller” som Carsten Mogensen kaldes, spillede siden februar 2019 sammen med Mads Pieler Kolding, men Kolding har fået Frederik Søgaard som ny makker, da Badminton Danmark har valgt at prioritere sammensætningen af en rutineret og erfaren spiller med en ung og talentfuld spiller. Det betyder, at makkerskabet med Mads Kolding og Carsten Mogensen splittes op.
Før makkerskabet med Mads Kolding imponerede Carsten Mogensen internationalt med at være en af verdens absolut bedste herredoublespillere i makkerskabet med Mathias Boe, som stoppede sin karriere i april.
Af titler kan nævnes OL-sølv i 2012, VM-sølv i 2013 og to All England-titler (2011 og 2015). For Danmark har han været med til at vinde flere europamesterskaber for herre- og blandede landshold, ligesom han har vundet sølv og bronze ved Sudirman Cup (VM for blandede landshold) og bronze til Thomas Cup (VM for herrelandshold).
Derudover kan nævnes fem DM-titler, EM, Denmark Open, Korea Open, Singapore Open, French Open, European Games, India Open, China Open og Superserie Finalerne.