Talstærk dansk deltagelse i tysk Super 100-turnering: – Vigtige erfaringer at hente

af | okt 26, 2020

Omtrent 50 og heriblandt flere af landets stærkeste badmintonspillere deltager i denne uge i Super 100-turneringen SaarLorLux Open i Saarbrucken i Tyskland. – Vigtig for erfaringen og for at udpensle, hvilket træningsfokus der er behov for i den kommende periode, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.

 

Det er ikke altid, at toppen af den danske og europæiske badmintonpop tropper op, når der er en Super 100-turnering på programmet.

Men i disse tider hænger turneringerne ikke på træerne, og derfor er topprofiler som Rasmus Gemke, Carolina Marin samt en lang række gengangere fra DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR at finde i turneringsprogrammet til SaarLorLux Open, som fra tirsdag og frem spilles i Saarbrücken i Tyskland.

Intet færre end i omegnen af 50 danskere er med i turneringen, og det er der flere gode grunde til, forklarer cheflandstræner Kenneth Jonassen.

– Først og fremmest har vi prioriteret deltagelse i turneringen for, at spillerne kommer ud at konkurrere. Dette er deres sidste mulighed i år for at teste sig mod de bedste europæiske spillere og på den måde blive en erfaring rigere, når det kommer til, hvad de skal arbejde på, og hvilke udviklingsskridt, der er behov for at tage i næste fase. I disse dage er vi bare taknemmelige for, at der ligger en turnering, som kan være med til at give os nogle svar, siger Kenneth Jonassen.

Klik her for at få overblik over programmet, deltagere og lodtrækninger til SaarLorLux Open

Ifølge cheflandstræneren giver konkurrencebadminton helt konkret flere gode indikationer af, hvor spillerne, både individuelt og som kategori, skal sætte ind for at blive endnu bedre.

De erfaringer kan for så vidt være essentielle for både rutinerede spillere og spillere på vej frem i karrieren.

– Vi har mange spillere med og en del, som får mulighed for at være større favoritter, end de er vant til. I det ligger en vigtig lære om, at hvis man skal blive rigtig dygtig, skal man også kunne vinde fra spids og håndtere de følelser, som går gennem én, når man er favorit. Omvendt er der også for de flestes vedkommende mulighed for at konkurrere en lille smule op, i forhold til hvad vi er vant til, hvilket også kan udmønte sig i uundværlig erfaring, siger Kenneth Jonassen.

Læs også: Veloverstået event og genstart af topbadminton: – Det er gået over al forventning

Selv om udvikling er det primære fokus for hovedparten af de danske deltagere ved SaarLorLux Open, betyder det ikke, at de kommer til at tilgå turneringen som bare træning. Slet ikke.

– For os er en Super 100-turnering en udviklingsturnering. Den er et skridt på vejen, der kan give os nogle informationer om, hvordan vi flytter os som gruppe, som par, som spiller. Men det udelukker ikke, tværtimod, at vi selvfølgelig går efter at vinde, når vi er af sted, siger Jonassen.

SaarLorLux Open 2020 spilles fra tirsdag den 27. oktober til søndag den 1. november. Flere danskere er seedet i turneringen, heriblandt Rasmus Gemke (1), Line Kjærsfeldt (4) og Mathias Christiansen/Alexandra Bøje (4). Foruden de mange danske spillere er landstrænerne Thomas Stavngaard, Jakob Høi og Jesper Hovgaard af sted.

Læs også: Tilfreds sportschef oven på DANISA DENMARK OPEN 2020 presented by VICTOR: – Mange har gjort sig positivt bemærket