Veloverstået fjerde runde: Tre favoritsejre og en enkelt, men stor overraskelse

af | nov 12, 2020

Fjerde runde bød på en stor overraskelse, da Odense OBK slog de forsvarende mestre fra Skovshoved og sikrede sig sæsonens første ligasejr. Alt imens levede favoritterne fra Solrød Strand, Team Skælskør-Slagelse og Værløse op til værdigheden og slog deres respektive modstandere.

 

Værløse-mandskabet drog til Aarhus med et amputeret hold uden de to damedoublespecialister Mai Surrow/Julie Finne-Ipsen, der normalvis er fast inventar på holdet. Det slog dog ikke Værløse ud, der i overlegen stil vandt over Aarhus AB med slutresultatet 8-1 til stor glæde for blandt andre holdets unge herresinglespiller Ditlev Jæger Holm.

Han forklarer, at Værløses brede hold var afgørende for sejren, samtidig med at han sender en masse roser af sted til holdkammeraten og ligadebutanten, Maria Alm.

– Vi har en bred, stor truppe og derfor vidste vi, at vi var favoritter til at vinde denne holdkamp til trods for, at vi har en række dumme skader. At vi så hiver en 8-1 sejr i land, det tror jeg ingen af os havde regnet med. Derudover vil jeg rose Maria Alm, der kommer med på afbud. Hun  spiller på et rigtig højt niveau i mixeddoublen, hvor hun og Andreas Søndergaard kæmpede en brav kamp og fik sat gang i hele den gode holdindsats, som vi leverer i dag.

Med et slutresultat på 8-1 hiver Værløse en masse tiltrængte point med over på tabellen, hvilket glæder Ditlev Jæger Holm.

– Det er en super vigtig sejr, vi hiver i land i aften, fordi vi nu kan kigge opad i tabellen i stedet for nedad. Med disse point i hus lægger vi afstand til Aarhus AB, som ligger lidt længere nede end os – så det var en af de rigtige gode sejre, fortæller Jæger, som kan tage turen tilbage østpå som en ubesejret herre efter triumf i henholdsvis herresingle- og double.

Klik her for at læse om, hvordan det gik i tredje runde af Badmintonligaen

Rundens ubetinget største overraskelse fandt sted i OBK-hallen, hvor Odense-mandskabet hev flere kaniner op af hatten og vandt besejrede de forsvarende mestre fra Skovshoved med slutresultatet 5-4.

Den nykårede UEM-guldvinder i herredouble William Kryger Boe og rutinerede Sara Thygesen stod for RSL Odense OBK’s første point i holdkampen, da de vandt 24-22, 21-13 over Joachim Fisher/Sara Lundgaard. Camilla Martens fulgte trop og hev en sejr over Sophia Grundtvig i land. De gode takter fortsatte, og til slut kunne William Kryger Boe/Mads Thøgersen løfte armene i vejret og glæde sig over, at de netop havde sikret sig femte og afgørende point i holdkampen over to af de største doublespillere, vi har haft, Joachim Fischer/Carsten Mogensen.

Odenses første ligasejr i denne sæson betyder, at de overhaler Aarhus AB i tabellen.

Find den samlede stilling her

Højbjerg/Viabiler tog imod det ubesejrede mandskab fra Team Skælskør-Slagelse, der på forhånd indtog Badmintonligaens førsteplads. Med en række spændende opgør på tapetet var der lagt op til en gyser i Højbjerg Badmintonhal.

Efter en række tætte kampe kunne Team Skælskør-Slagelse tælle til seks sejre, og dermed kunne holdet kalde sig vindere af holdkampen.

Team Skælskør er således fortsat ubesejret i Badmintonligaen 20/21.

Læs også: Oprykkerhold håber på at overraske: Hver sejr tæller for os

”Tsunamien” fra Solrød Strand skyllede hjemmeholdet fra Gentofte ud af banen med en sejr på 9-0.

På Gentofte-holdet var der ligadebut til det unge talent Christopher Vittoriani, der desværre måtte se sig slået af den mere garvede Emil Holst med cifrene 17-21, 14-21.

Solrød Strand kan ikke blot bryste sig af at være det eneste hold, der har uddelt æg i to holdkampe i streg, de kan også bryste sig af at ligge på en delt førsteplads i Badmintonligaen.

Næste runde af Badmintonligaen finder sted torsdag d. 3. december.