Danmarks alderspræsident klar til Thailand Open-kvartfinalerne sammen med tre andre danske konstellationer

af | jan 21, 2021

Det ældste medlem af den danske badmintontrup, Hans-Kristian Vittinghus, er klar til kvartfinalerne ved Toyota Thailand Open. Det samme er Viktor Axelsen, Anders Antonsen og Mette Poulsen/Alexandra Bøje.

 

Hans-Kristian Vittinghus er fortsat ubesejret som 35-årig, og for første gang siden marts 2016 er han klar til en kvartfinale ved en af badmintonsportens højest rangerede turneringer.

Dengang for fem år siden vandt ”HK” i tre sæt over Marc Zwiebler, og i morgen kan vi håbe på en ny kvartfinalesejr til den danske herresingle. Det bliver dog ikke en nem opgave, da modstanderen er Cheuk Yiu Lee fra Hong Kong som ligger nummer 20 i verden, og som i deres eneste tidligere indbyrdes opgør slog Vittinghus i to sæt, 21-12, 23-21, tilbage i 2018.

– Jeg undervurderer ikke Lee på nogen måde. Når det kører for ham, spiller han vanvittigt godt. Men jeg holder mig også til troen på, at jeg kan slå ham. Hvis jeg kan holde game-planen, ser jeg bestemt muligheder, siger Hans-Kristian Vittinghus.

Det er da heller ikke umuligt for danskeren. Det beviste Højbjerg/ViaBiler-spilleren, da han i dag slog Rhustavito med 11-21, 21-15, 21-17. Indonesiske Rhustavito ligger nummer 18 i verden, mens ”HK” ligger nummer 42, så det var en flot skalp, den danske alderspræsident tog sig ved Thailand Open.

– Jeg er mega glad for sejren. Den var vigtig på rigtig mange parametre. Jeg har haft mange kampe, hvor jeg har været få point fra at vinde kampen, så det var rart endelig at vinde en af de her kampe. Pointene til verdensranglisten er også rigtig vigtige, da jeg gerne vil ind i top 32 og i top 20 på sigt. Det var også vigtigt, at jeg beviste overfor landstrænerne, at jeg kan slå en af de spillere, vi formentlig skal op imod til Thomas Cup, siger Vittinghus.

Klik her og se flere detaljer fra andenrundekampene ved Toyota Thailand Open 2021

Viktor Axelsen sejrede også. Igen, igen, igen, kan man roligt sige. I dag var det med en ny overbevisende sejr. Han besejrede Kunlavut Vitidsarn fra Thailand med 21-11, 21-13.

I morgen møder han Daren Liew, som i sidste uge slog Anders Antonsen ud i den første udgave af Thailand Open.

Anders Antonsen er i denne uge klar kvartfinalen. Det er han uden kamp, da Kidambi Srikanth var nødsaget til at trække sig, fordi han bor på værelse med den corona-positive Sai Praneeth. Srikanth er dog ikke selv testet positiv.

Antonsen møder Sameer Verma fra Indien, der i dag slog Rasmus Gemke med de imponerende cifre: 21-12, 21-9. Det var et dobbeltstød for Gemke, som foruden nederlaget også må se sin chance om at deltage i næste uges Sæsonfinaler passere. Det er nu sikkert, at de to danske pladser i herresingle går til Axelsen og Antonsen efter nederlaget til Gemke.

Desværre blev det også et nederlag til Line Kjærsfeldt. Hun var oppe imod Carolina Marin, der i søndags stod øverst på podiet med guld om halsen. Marin har gennem den seneste halvanden uge set stærk ud, men hun blev flot udfordret af Kjærsfeldt i dag. Det var midlertidigt ikke nok, for danskeren måtte se sig besejret med 19-21, 16-21.

Læs også: Ubehagelig uheldig dansk andendag ved Toyota Thailand Open: Thygesen skal være på hospital i fem dage

Ingen af de danske doubler formåede i dag at spille sig videre til kvartfinalerne.

Mathias Christiansen/Niclas Nøhr fik en fantastisk start på kampen mod Ong/Teo fra Malaysia, der ligger nummer 15 i verden. De træk tempoet helt ud af første sæt, og det behagede ikke Ong/Teo. Derfor vandt danskerne 21-8 i første sæt.

De opnåede ikke på nogen måde det samme i andet sæt. Her tabte de 7-21, før tredje sæt blev tabt 17-21.

Amalie Magelund/Freja Ravn kom også til kort, men viste alligevel gode takter i deres nederlag til de syvendeseedede thailændere, Kititharakul/Prajongjai, på 17-21, 15-21. Thailænderne nåede finalen i sidste uges turnering i Impact Arena, så der er også tale om en damedouble, der viser gode takter for tiden.

Heldigvis har vi stadig en damedouble tilbage i turneringen. Det er Alexandra Bøje/Mette Poulsen, som formentlig skal op imod Greysia Polii/Apriyani Rahayu, der i dag møder Choi/Wu fra Canada. Den kamp spilles senere i dag. Men her er de femteseedede indonesere storfavoritter – også set på baggrund af deres sejr ved Thailand Open i sidste uge.

Klik her og se programmet for kvartfinalerne ved Toyota Thailand Open

Vi håber på danske sejre i morgen og ønsker danskerne held og lykke.