Badmintonphoto

Axelsen udraderer All England-semifinalist, og Antonsen kæmper klog sejr hjem: Begge sikret semifinale i sæsonfinalerne

January 28, 2021 14:19 Skrevet af

Igen i dag viste Viktor Axelsen og Anders Antonsen velspil og vild fight. Det udmundede, lige som det skulle, i storsejr til Axelsen på 21-15, 21-4 over Lee Zii Jia, der stod i All England 2020-semifinalen. En klogt tilkæmpet triumf blev det til for Antonsen. De to sejre sikrer begge en semifinaleplads i de prestigefyldte sæsonfinaler.

 

De to danske herresinglehåb ved sæsonfinalerne i Bangkok, Viktor Axelsen og Anders Antonsen, er videre til semifinalerne efter fornemme tosætssejre over henholdsvis Lee Zii Jia og NG Ka Long Angus.

For den tidligere verdensmester Viktor Axelsens vedkommende blev det en af de markante sejre, da han torsdag triumferede tungt over malaysiske Lee Zii Jia.

Axelsen mødte ellers udmærket modstand i første sæt mod Jia, som han senest dystede mod i All England-semifinalen, hvor han vandt tæt i tre sæt.

Ikke desto mindre var den knivskarpe dansker også i dag så ubrydelig, som vi har set ham de seneste mange dage, og i andet sæt kørte han dermed også modstanderen fuldstændig over. Som i fuld-stæn-dig.

Kampcifrene blev således 21-15, 21-4 – og ja, det var altså 21-4 i andet sæt. Hold nu op!

Således er Axelsen sikret en plads i semifinalen skal fredag kæmpe om gruppesejren og placeringen som etter eller toer. Axelsen møder Chou Tien Chen, der har slået samme modstandere som Axelsen.

Læs også: Fantastisk start på sæsonfinalerne: Stærke sejre til Axelsen og Antonsen

Dagens første danske mand i skysovs var dog Anders Antonsen, som til gengæld ingenlunde skulle igennem en kamp, der syntes let som en leg. Ligesom i sit første opgør onsdag, der stod med Srikanth Kidambi, måtte Anders Antonsen yde sit ypperste og kæmpe hårdt for pointene. Det gjorde han til gengæld også, og det bar frugt i form af en flot sejr.

I hele første sæt bølgede serven fra den ene side af nettet til den anden, og netop på nettet blev Antonsen ad flere omgange fanget af modstanden fra Hong Kong. Ikke desto mindre var det Antonsen, der hjemtog de sidste to point fra 19-19 og tog sættet 21-19.

Andet sæt blev ligeledes en tæt affære med skiftende serv, der trak tænder ud på begge modstandere. Hjulpet på vej af et par heldige netrullere og tålmodigt men skarpt spil lykkedes det løbende Antonsen at trække tempoet ud af kampen og tiltuske sig de afgørende point mod slutningen af sættet til en triumf på 21-16.

Fredag møder Antonsen taiwanske Wang Tzu Wei i kampen om, hvem der bliver gruppevinder og gruppetoer. Det bliver samtidig en kamp, der kan få afgørende betydning for, hvem af de to modstandere der render ind i Viktor Axelsen, alt efter udfaldet i hans opgør med Chou.

Anders Antonsen er første dansker i kamp og spiller omkring klokken 10.30. Viktor Axelsen går på banen to kampe senere og spiller dermed omkring klokken 12.

Husk at følge med på TV 2 PLAY og TV 2 Sport, som allerede sender fra klokken 05.00.

Klik her for at få overblik over alle resultater fra sæsonfinalerne i Bangkok. 

 



Tags: , , , ,
Kategori: , , , ,