Foto: Kasper Paulsen

Op til RSL DM: VICTOR DENMARK MASTERS spilles i Esbjerg

February 9, 2021 09:53 Skrevet af

Denmark Challenge ændrer navn til VICTOR DENMARK MASTERS og rykker til maj i år til Esbjerg, hvor den internationale challenge-turnering spilles i dagene op til RSL DM som planlagt. – En stor mundfuld, men en unik mulighed, siger formand i Badminton Esbjerg, som nu får en ekstra bøf på tallerkenen.

 

Der bliver travlhed til foråret i den sydvestjyske klub Badminton Esbjerg.

Ikke alene skal fusionsklubben være værter for RSL DM for første gang på de kanter af landet i mange år; nu har den driftige klub også sagt ja til at arrangere VICTOR DENMARK MASTERS 2021.

Udskydelsen af de danske mesterskaber (DM) i kalenderen har nemlig givet anledning til at slå de to begivenheder sammen organisatorisk, og heldigvis har det også givet god mening for de kommende værter.

– Det er selvfølgelig en stor mundfuld, men for os er det samtidig en helt fantastisk mulighed for at kunne præsentere badmintonsporten i Esbjerg i to uger, siger formand i Badminton Esbjerg, Jørn Gade.

Selv om den mangeårige Badminton Esbjerg-formand lige skulle tygge over tingene, endte han og baglandet med at sige ja til at tage den internationale challenge-turnering på skuldrene. Netop baglandet og opbakningen fra de lokale kræfter i Esbjerg fremhæver Jørn Gade da også som essentielle.

– Vi skal bruge lige så mange hjælpere til Masters-turneringen, som vi skal til DM, så det er mange frivillige, vi skal have aktiveret. Men vi tror på, at det kan lade sig gøre, og det gør vi i høj grad i kraft af det fantastiske samarbejde, vi har med Sport & Event Park Esbjerg og Esbjerg Kommune, som bakker os op og står bag begge arrangementer. Uden dem ville det ikke kunne lade sig gøre, konstaterer Jørn Gade.

Læs også: RSL DM 2021 udskydes til foråret

Helt nøjagtigt spilles VICTOR DENMARK MASTERS fra 13.-16. maj, mens RSL DM spilles fra 18.-21 maj.

Begge arrangementer udspiller sig i ishockeyhallen i Esbjerg, Granly Arena, der er tørlagt i perioden til fordel for de velkendte grønne badmintonbaner.

Netop det tidsmæssige sammenfald mellem de to turneringer og de mange deltagere, der gæster dem begge, har været udslagsgivende faktorer for i år at afvikle Masters-turneringen i Esbjerg.

Det fortæller konkurrence- og eventchef i Badminton Danmark, Brian Bach Moesgaard.

– Normalt ligger de to begivenheder ikke op ad hinanden i kalenderen, men fordi DM er blevet udskudt fra uge seks til maj, ligger de i år ryg mod ryg. Det vil være til gavn for de mange gengangere i de to turneringer, og derfor vil det også alt andet lige gøre tingene lettere, når det kommer til de eventuelle udfordringer og restriktioner med Covid-19, som vi kan risikere endnu er til stede til den tid. Derfor har vi set en god mulighed i at holde arrangementerne samlet på ét sted, siger eventchefen og tilføjer:

– Det kan sagtens være en engangsforestilling, men uanset hvad glæder vi os til at høste erfaringer i forhold til at gøre det på den her måde. Efterfølgende kan vi så se på, om det er en model, der er værd at overveje i fremtiden, siger Brian Bach Moesgaard.

Læs også: Tjen penge til klubkassen: Badminton Danmark indgår samarbejde med Bambusa Danmark

 



Tags: ,
Kategori: , , ,