Foto: Kurt Ellegaard

Første kandidat til Badminton Danmarks Talentpris 2021: Sune Gavnholt

May 31, 2021 11:03 Skrevet af

De kommende mandage præsenterer vi årets tre kandidater til Badminton Danmarks Talentpris 2021. Første nominerede er Ikast-træneren, Sune Gavnholt, der i mange år har været en drivende kraft i talentudviklingen i Ikast-Brande-området med fast blik rettet mod udvikling på den lange bane.

 

Uddelingen af Badminton Danmarks Talentpris 2021 står for døren, før vi ser os om, og derfor kan vi med glæde præsentere den første priskandidat, som er en velkendt herre i badmintonmiljøet og ikke mindst i det midtjyske.

For den første kandidat til prisen, Sune Gavnholt, har det nemlig i høj grad været i Ikast-Brande-området, at han har slået sine folder til glæde for spillerne i området. Her han arbejdet siden 2007 og været en drivende kraft bag opbygningen af rigtig godt talentudviklingsmiljø med udgangspunkt i Sportstar College Ikast-Brande.

Det fortæller Badminton Danmarks talentudviklingschef, Lars Uhre.

– Sune Gavnholt er en af de talenttrænere, som formår at favne bredt, mens han samtidig har et rigtig godt blik for den enkelte spiller og dennes individuelle behov. Han er enormt god til at skabe relationer, vedligeholde dem, og så han har et godt fokus på spillernes langsigtede udvikling, siger Lars Uhre.

Læs også: Jakob Poulsen vinder talentprisen 2020: – En kæmpe glæde at se spillerne til UDM

Det langsigtede perspektiv kan Sune Gavnholt da også nikke genkendende til selv. Han påpeger i den forbindelse, at kommunikationen mellem spiller og træner er såre vigtig.

– Det handler om, hvordan man italesætter tingene. Jeg spørger ikke altid først til resultater, men mere til hvordan det går, hvordan spilleren har det, hvordan træningen går og roser for nye ting, der er lykkedes. Ting, der er med til at styrke på den lange bane, og som ikke er defineret af enkeltstående resultater, siger Sune Gavnholt, som er styrtende stolt over at være nomineret til talentprisen.

– Som træner er jeg vant til, og gør en dyd ud af, at fokusere på dem omkring mig før mig selv, så det er jo helt anderledes for mig. Men jeg er rigtig, rigtig glad for at være nomineret ud af et fantastisk felt af trænere, som jeg længe har set op til og stadig gør, så det betyder rigtig meget for mig, siger han.

Badminton Danmarks Talentpris 2021 uddeles i forbindelse med RSL UDM 2021 i Greve.

Klik her for at læse mere om Badminton Danmarks Talentpris og om kriterierne bag



Tags: ,
Kategori: , , , ,