Sara Thygesen - Maiken Fruergaard - OL - Tokyo 2020
Badmintonphoto

Hård dansk OL-dag: Damedoublen ude af OL og herredoublenederlag til Japan

July 27, 2021 07:48 Skrevet af

Sara Thygesen/Maiken Fruergaard fik ikke fulgt op på deres imponerende sejr fra i går, da de i dag tabte i tre sæt til Australien. Det betyder, at damedoublen er ude af OL. Kim Astrup/Anders Skaarup tabte den direkte duel mod Japan om at slutte som nummer et i Gruppe B, men trods nederlaget er de klar til OL-kvartfinalerne.

 

Kim Astrup/Anders Skaarup sikrede i går Danmark sin første OL 2020-kvartfinaleplads i badminton. Om de danske drenge så skulle ende som nummer et eller to i Gruppe B blev afgjort i dag mod japanske Hiroyuki Endo/Yuta Watanabe (4), som også havde vundet deres to første gruppekampe.

Desværre for Astrup/Skaarup blev de henvist til gruppens andenplads, da de tabte 14-21, 12-21.

– Drengene kommer godt ud og spiller på et højt niveau. Det tager lidt tid, før japanerne får tilpasset sig deres taktiske spil, men så må jeg også sige, at da de så gjorde det, var det svært for Anders og Kim at lave point. Japanerne sprudlede derefter og spillede rigtig godt. De spillede sig ud, som det seedede par de er, så cadeau til dem, siger den danske cheflandstræner Kenneth Jonassen.

Klik her og se flere detaljer fra kampen mellem Astrup/Skaarup vs. Endo/Watanabe

Overordnet set spillede danskerne, der ligger nummer 12 på verdensranglisten, rigtig fint ifølge Kenneth Jonassen, men japanerne, som ligger nummer fire på samme rangliste, stod en for god defensiv og varierede deres angreb, hvilket gjorde det svært for Astrup/Skaarup.

Trods nederlaget er drengene fra Videbæk og Odder klar til deres første OL-kvartfinale i karrieren. Hvem de møder afgøres ved lodtrækning blandt vinderne i Gruppe A, C og D. Her er der udelukkende tale om seedede topklassepar, idet danskerne kan trække førsteseedede Sukamuljo/Gideon, andenseedede Ahsan/Setiawan eller tredjeseedede Li/Liu.

– Nu kommer der et vigtigt stykke forberedelsesarbejde, når vi ved, hvem de skal møde i kvartfinalen. Der ligger tre verdensklassepar, som vi kan trække. Det bliver svært lige meget hvad, så vi må gøre, hvad vi kan for at stå så skarpt som muligt til de her knald eller fald-kampe, hvor der er en anden nerve end i grupperne, siger Jonassen.

Lodtrækningen finder sted i aften omkring klokken 21.00, når dagens sidste kamp er spillet færdigt.

Læs også: Sådan kan du følge badmintonspillerne til OL

 

Damedouble: Sara Thygesen/Maiken Fruergaard vs. Setyana Mapasa/Gronya Somerville: 19-21, 21-13, 21-12.

Desværre vil den danske damedouble med Sara Thygesen/Maiken Fruergaard ikke være at finde i aftenens lodtrækning til OL-kvartfinalerne.

Thygesen/Fruergaard tabte nemlig i tre sæt til australske Setyana Mapasa/Gronya Somerville med 19-21, 21-13, 21-12.

Læs også: Dansk OL-historie i badminton

Dermed udnyttede danskerne ikke muligheden for lægge pres på Lee/Shin, som ved dansk sejr var tvunget til at vinde mod kinesiske Du/Li i Gruppe C’s sidste kamp. Men med dansk nederlag er de fjerdeseedede koreanere, som Thygesen/Fruergaard slog i søndags, sikre på at gå videre fra gruppen, ligesom kinesiske Du/Li.

– Inden turneringen havde vi drømt om at få den her mulighed for selv at være med til at afgøre det. At de så ikke finder de samlede løsninger i dag er super ærgerligt og til dels skuffende, fordi jeg mener, at vi burde kunne slå australierne. Pigerne er selvfølgelig selv helt vildt skuffede, fordi de har knoklet helt vildt hårdt, siger Kenneth Jonassen.

Klik her for at se flere detaljer fra kampen mellem Thygesen/Fruergaard vs. Mapasa/Somerville

Kampen begyndte ellers godt for danskerne, og spillet så lovende ud frem til 14-9. Men derfra kom der en masse uprovokerede fejl og mindre god bevægelighed. Omvendt fortsatte australierne ufortrødent, og så tabte Odense OBK-pigerne 19-21 i første sæt.

I andet sæt kom de stærkt ud og fik samlet sig selv op, hvilket resulterede i en sætsejr på 21-13. Desværre blev spillet slet ikke taget med ind i tredje sæt, hvor det virkerede til, at nerver og de brugte mentale ressourcer efter at have vundet andet sæt satte sine spor. For mens danskernes spil faldt i kvalitet, spillede australierne bedre og bedre. Derfor endte det med et samlet nederlag på 19-21, 21-13, 12-21 i danskernes sidste OL 2020-kamp.

– Lige nu skal der være plads til at være ærgerlig og frustreret. Men jeg hæfter mig nu stadig ved det niveau og den dedikation, jeg så i går mod koreanerne. Det giver troen på, at Sara og Maiken er på rette vej i deres udvikling. Så den sejr betyder rigtig meget, for den viser, at de kan være konkurrencedygtige på mange forskellige niveauer, og for mig står den som deres bedste resultat i karrieren, siger Jonassen og pointerer samtidig, at der fortsat skal bygges på hos 30-årige Thygesen og 26-årige Fruergaard.

– Overordnet har pigerne bevist, at de har et højt topniveau, men de har også vist, at stabilitet og det at finde sit topniveau kontinuerligt, er en svær opgave. Det har de ikke helt fundet løsningen på endnu, så det skal vi hjem og arbejde videre på.

Læs også: Tid til Tokyo: Bliv klogere på de ni danske OL-spillere

Det var i år første gang, at Sara Thygesen/Maiken Fruergaard deltog ved OL. Det blev til en enkelt sejr i gruppespillet på 15-21, 21-19, 22-20 over Lee/Shin, mens de tabte 13-21, 15-21 til Li/Du og 19-21, 21-13, 21-12 til Mapasa/Somerville.

Der er mulighed for at se de to danskere live til RSL DM 2021 i Esbjerg den 10.-13. august.

Klik her for at købe din billet til RSL DM 2021

 

Først i morgen er der mere badminton på OL-programmet. Se her, hvem der spiller:

Onsdag, 28. juli

Kl. 02.40: Mia Blichfeldt-Linda Zetchiri (Kan ses direkte på DR1 og Discovery+)

Kl. 11.40: Viktor Axelsen-Kalle Koljonen (Kan ses direkte på DR1 og Discovery+)

Kl. 13.00: Anders Antonsen-Tien Minh Nguyen (Kan ses direkte på DR1 og Discovery+)



Tags: ,
Kategori: , , ,