Foto: BESTSELLER/Lars Møller for DIF og Team Danmark

Axelsen og Antonsen buldrer videre til OL-kvartfinalerne: – Nu kommer verdensklassemodstanderne

July 29, 2021 12:31 Skrevet af

De resterende danske OL-medaljehåb Anders Antonsen og Viktor Axelsen er sikkert videre til kvartfinalerne efter skarpe præstationer og komfortable tosætssejre i ottendedelsfinalerne. Fra nu af venter til gengæld en helt anden kaliber modstandere. – Nu begynder det, vi har forberedt os på og trænet frem mod, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.

 

Klik her for at købe billet til RSL DM 2021 hvor flere af de danske OL-stjerner deltager

Viktor Axelsen og Anders Antonsen er i kvartfinalen ved OL i Tokyo.

Det står klart, efter de to danske herresingler uden store problemer besejrede den taiwanske og engelske modstand torsdag formiddag.

Kunne du tænke dig at spille badminton? Klik her og se hvor og hvordan du kan komme i gang med badminton – om du så går efter at blive den nye Viktor Axelsen eller vil spille for sjov

Først i aktion var Viktor Axelsen over for taiwanske Wang Tzu-wei, der hurtigt blev vist, hvor skabet skulle stå i ottendedelsopgøret.

Axelsen virkede til at være i fuld fokus og tog tjept kontrol over tingene med stejle stik, sikker hånd og hurtig afvikling.

– Viktor følger den plan, der er lagt til punkt og prikke. Han er hurtig på boldene, rykker godt ind under bolden og spiller ganske aggressivt, samtidig med at han er meget fokuseret i sin defensiv. Han gør det fra kampens start svært for sin modstander at score point, og selv om han giver lidt slip i slutningen af første sæt, så følte jeg ikke på noget tidspunkt, at sættet var i fare. Der var Viktor for skarp i dag, siger Kenneth Jonassen om kampen, der endte med resultatet 21-16, 21-14.

Tilsvarende var historien for det andet store herresinglehåb ved OL, Anders Antonsen, som mødte engelske Toby Penty i sit ottendedelsopgør. Antonsen vinder 21-10, 21-15.

– Anders gør i princippet det samme som Viktor. Han spiller rigtig godt i første sæt, løser tingene godt og sætter trumf på efter 11. I andet sæt får han en lidt mere usikker start, og tingene bliver en smule mere intense. Men jeg synes, at han stepper op efter ophold og får tingene til at ske på sine præmisser, siger Kenneth Jonassen.

Læs også: Brandærgerligt: Astrup/Skaarup misser OL-semifinale på et hængende hår

Dermed er begge de danske herresingler klar til OL-kvartfinalerne lørdag. Her står Antonsen over for indonesiske Ginting, mens Viktor Axelsen møder enten Jonatan Christie eller Shi Yuqi.

Selv om niveauet til ottendedelsfinalerne ifølge cheflandstræneren allerede var skærpet i forhold til danskernes indledende kampe, så kan dagens dueller ikke sammenlignes med, hvad der venter i kvartfinalerne.

– Nu kommer verdensklassemodstanderne. Det er et helt andet scenarie, vi går ind i nu, hvor vi står over for dem, som også har ambitioner om at vinde OL og i tidligere turneringer har vist, at de også har niveauet til det. Nu er det ren verdensklasse, vi møder, og nu begynder det, vi har forberedt os på og trænet frem mod, lyder det fra en determineret Kenneth Jonassen.

De danske herresingler spiller kvartfinale lørdag. Tidspunktet er endnu ikke fastlagt, men vi sørger naturligvis for at holde dig opdateret, når vi ved mere, på badminton.dk og på vores sociale medier.

Læs også: Sådan kan du følge badmintonspillerne til OL



Tags: , , , , ,
Kategori: , , ,