Badmintonphoto
Badmintonphoto

Cathrine Rosengrens PL-drøm slukket: – jeg er tom indeni

September 3, 2021 12:28 Skrevet af

Det danske medaljehåb Cathrine Rosengren er ude af de Paralympiske Lege. Det står klart efter Rosengren tabte sin anden gruppekamp mod japanske Kaede Kameyama 20-22, 13-21. 

Det kom som en chok for mig.

Sådan lyder det fra Cathrine Rosengren, der desværre ikke formåede at kvalificere sig til kvartfinalerne ved de Paralympiske lege i Tokyo.

– Jeg er rigtig skuffet over mig selv lige nu. Jeg taber begge gruppekampe til to japanske spillere, som jeg aldrig har været i nærheden af at tabe til før. Det var ikke noget jeg havde forventet, så lige nu er jeg rigtig ked af det og jeg føler mig meget tom inden i, fortæller Cathrine efter kampen.

Læs om Cathrines første gruppekamp lige her!

I slutningen af første sæt havde Cathrine ellers spillet sig i en god position og førte sættet 18-15, men Kameyama overgav sig ikke så let og vandt sættet 20-22.

– Da jeg fører 18-15 havde jeg det godt på banen. Jeg følte, at nu har jeg den, for jeg stod et godt sted. Men så begyndte jeg at tænke for meget og lave fejl, hvilket gjorde, at jeg lukkede Kameyama ind i sættet igen. Det er rigtig ærgerligt for jeg føler, at jeg udspiller mig selv og vinder pointene for hende, fortæller Rosengren, der ikke lægger skjul på, at hun var nervøs både før og under kampen:

– Jeg havde rigtig mange nerver på. Det var en rigtig betydningfuld kamp for mig, for jeg vidste på forhånd, at hvis jeg tabte kampen, så var jeg færdig ved de Paralympiske Lege, siger Cathrine.

Klik her og få et overblik over resten af badmintonprogrammet

Paralympiske Lege er i følge Cathrine noget helt specielt, hvorfor det har været en svært turnering at spille.

– Det er noget helt andet at spille til de Paralympiske Lege end normale turneringer. Jeg tror, at hvis jeg havde spillet i et anden hal, en anden turnering eller et andet land, så havde jeg vundet begge kampe. Men at være her til de Paralympiske Lege er så stort – og det har været svært for mig at håndtere, forklarer Cathrine.

I sær forventningerne til Cathrine både fra hende selv og andre har gjort turneringen speciel hård.

– Mit hoved har været på overarbejde de seneste par dage. Jeg har haft mange forventninger til mig selv og har også kunne mærke forventningerne fra andre. Disse forventninger gjorde, at jeg blev mere nervøs end jeg plejer at være, når jeg spiller kamp. Da nervøsiteten for alvor ramte mig begyndte jeg at spille meget blødt, lave mange fejl og svært ved spille bolden rundt, fortæller en tydeligt skuffet Rosengren, der må tage turen hjem til Danmark uden medalje.

 

 



Tags: ,
Kategori: , ,