Badmintonphoto

Danmark godt fra start ved Thomas Cup: – Stolt over, vi holder hovedet koldt

October 10, 2021 01:17 Skrevet af

Selvom Danmark ikke tabte et eneste opgør i første gruppekamp, så var der masser af spænding i Thomas Cup-kampen mod Frankrig.

 

Knap havde det danske damelandshold trukket sig sejrrigt fra bane 2 i Ceres Arena, før herrelandsholdet tog hul på Thomas Cup på samme bane.

Klik her for at købe billet til TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup Finals 2020

Og det blev også til en sejr for herrerne i åbningskampen. 5-0 blev Frankrig blev besejret i landenes første indbyrdes møde i Thomas Cup-sammenhæng.

– Overordnet set er det en godt kæmpet sejr. Det var præcis en lige så svær holdkamp, som jeg havde forventet, siger Danmarks cheflandstræner, Kenneth Jonassen, inden han sender ros til modstanderen.

– De franske spillere bed virkelig godt fra sig og fik udfordret der, hvor vi måske ikke spillede vores absolut bedste i dag. Stor respekt for det niveau, de bragte, men jeg er rigtig glad og stolt over, vi holder hovedet koldt og ender med at vinde 5-0.

I næste kamp møder de danske herrer Tyskland, som tabte til Korea i første kamp med 1-4. Det er mandag klokken 19 på TV 2 SPORT, at Danmarks kamp spilles.

Få overblikket over Danmarks kampprogram her

KAMP 1: Viktor Axelsen – Christo Popov: 21-13, 20-22, 21-8

Det blev en smertefuld affære i den første herresingle. Efter to velspillende sæt løb Christo Popov fuldstændig tør for kræfter, og han kunne nærmest ikke bevæge sig rundt på banen til sidst på grund af krampe.

Det udnyttede Viktor Axelsen til at bringe Danmark på 1-0 efter en noget tættere kamp end forventet.

– Viktor spiller egentlig okay fornuftigt. Han har ikke sin bedste dag, men jeg har aldrig set Christo spille på sådan et niveau, og jeg føler egentlig, han spiller nærmest en perfekt omgang badminton i en hel kamp under højt pres, og det er rigtig flot.

– At han så fysisk ikke kunne stå distancen, kunne man måske godt forvente, men godt holdt i gang af Viktor derinde. Han har det svært, og det var ikke en god dag på kontoret, så jeg er rigtig glad for, han vinder den. Det viser godt hjerte og en fightersejr, understreger cheflandstræneren.

Se resultaterne fra Danmarks Thomas Cup-kamp mod Frankrig her

KAMP 2: Anders Antonsen – Arnaud Merkle: 21-11, 21-7

Mens Viktor Axelsen måtte kæmpe forholdsvis meget i sin kamp, var der ingen problemer i den anden herresingle for Anders Antonsen.

Han virkede i fuldstændig kontrol på banen, havde skarpe slag på linjerne og var mentalt lige, hvor han skulle være. I begge sæt resulterede det i nogle store pointstimer midtvejs, hvor han intet overlod til sin franske modstander.

– Anders spiller virkelig, virkelig godt. Det er med stor variation og højt tempo, og han får sat sine angreb rigtig godt op. Eksemplarisk fokuseret indsats, lyder de rosende ord fra Jonassen.

KAMP 3: Mads Pieler Kolding/Frederik Søgaard – Fabien Delrue/William Villeger: 19-21, 21-14, 21-15

Det var en rigtig arbejdssejr, Kolding og Søgaard fik hevet hjem efter tre tætte sæt. Selvom kampen ikke var specielt velspillet, blev der kæmpet for hvert et point. Ofte med en knyttet næve efter de vundne.

Bagud 9-11 i det afgørende sæt fik danskerne pludselig opbygget momentum efter sidebyttet, og de sikrede dermed Danmark sejren efter tre kampe.

– Igen et første sæt lidt på må og få, hvor det hele ikke hænger sammen. Andet sæt kræver fight for at få det til at lykkes og komme tilbage, og det samme gør det i tredje sæt.

– Vi spiller måske ikke på vores absolutte topniveau, men vi kæmper med det, vi har med derinde i dag og får tingene til at lykkes. En god sejr og vigtigt for dem også at komme godt i gang, pointerer Danmarks cheflandstræner.

Læs også: Bliv klogere på de 11 danske Thomas Cup-profiler

KAMP 4: Rasmus Gemke – Alex Lanier: 21-15, 16-21, 22-20

Det var en 16-årig franskmand, der ventede for Gemke i den sidste herresinglekamp, og han voldte danskeren store problemer.

Selv i tredje sæt, hvor Gemke gik fra 12-12 til 19-12 og havde det spillemæssige og mentale overtag, så gik han helt i stå. Lanier vandt otte point i træk og stod overraskende med en matchbold. Gemke afværgede den med at smashe servereturneringen ned, og han kunne afgøre det to point efter, da franskmanden slog bolden ud.

– Det var en lidt rodet affære, hvor det bølgede meget frem og tilbage. Stor respekt for den franske spiller, som så ung spiller sådan et voksent spil. Jeg er glad på Gemkes vegne, at han får den lukket der, men det var lidt for meget op og ned igen. Hans fighterhjerte får sejren, pointerer Jonassen.

Læs også: Landstrænernes overvejelser: Fem fokuspunkter, når landsholdet skal sættes

KAMP 5: Kim Astrup/Anders Skaarup – Christo Popov/Toma Junior Popov: 21-15, 22-20

Dagens sidste kamp betød endnu en tur for Christo Popov på de grønne klæder, selvom han tidligere blev ramt af krampe mod Axelsen.

Han formåede dog stadig at samle kræfter til at spille endnu en kamp og endda yde god modstand over for Danmarks bedste herredouble.

Astrup og Skaarup var dog skarpest, og selvom det blev tæt i andet sæt, havde danskerne ellers muligheden for at afgøre det med større sejrscifre.

– Jeg er glad for, at Kim og Anders får leveret en fornuftig indsats. Anders fortsætter, efter han spillede en god turnering i Finland (Sudirman Cup), og jeg er glad for at få Kim i gang. Så rigtig fint, siger Kenneth Jonassen.

 

Fakta

TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup Finals 2020 spilles i Ceres Park & Arena, Aarhus, 9.-17. oktober 2021.

Det danske Thomas Cup-hold møder 11. oktober kl. 19 Tyskland og 13. oktober kl. 19 Korea.

Uber Cup-holdet spiller 10. oktober kl. 19 mod Canada og 12. oktober kl. 19 mod Kina.

Danmark er det første land i Europa som har vundet værtskabet for TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup.

TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup 2020 skulle oprindeligt have været spillet i Danmark i maj 2020, men på grund af Covid-19 blev mesterskaberne først flyttet til august, senere så oktober, før de til sidst blev skubbet til 2021.

Danmark har været vært for VM for individuelle i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.

Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016. Herrelandsholdet vandt bronze ved det seneste VM for herrelandshold i Thailand, 2018.

Det danske Uber Cup-landshold har aldrig vundet VM, men er blevet nummer to i 1957, 1960 og 2000.



Tags: , ,
Kategori: , , , ,