Semifinalerne ved VICTOR DENMARK OPEN starter med et opgør mellem OL-guldvinderne og All England-mestrene i mixeddouble.
Det er forståeligt, hvis der er ekstra kriller i maven, når de resterende danske spillere træder på banen til lørdagens semifinaler ved VICTOR DENMARK OPEN.
Fælles for både Viktor Axelsen, Kim Astrup og Anders Skaarup er, at de jagter deres første finale i Danmarks største turnering. Hverken Astrup eller Skaarup har tidligere været i en semifinale, mens Axelsen to gange tidligere er blevet bremset af Chen Long i semifinalen i sin fødeby.
Klik her for at købe billetter til VICTOR DENMARK OPEN
Denne gang kan kineseren ikke bremse ham. Det kan til gengæld Hongkongs Lee Cheuk Yiu, som er modstanderen i dette års semifinale. Den useedede spiller sendte fjerdeseedede Chou Tien Chen ud i kvartfinalen efter 21-19 i tredje sæt.
Axelsen, som er andenseedet, har én gang tidligere stået over for Lee Cheuk Yiu. Det var i kvartfinalen ved Hong Kong Open i 2019, hvor danskeren tabte i to sæt. De to spillere skal på banen til kamp nummer ni i Odense Idrætshal.
To kampe forinden skal Kim Astrup og Anders Skaarup, der er ottendeseedet, i aktion. De møder det malaysiske par Goh Sze Fei og Nur Izzudin, som de har en god historik imod. Alle tre indbyrdes opgør er endt med dansk sejr. Senest ved Swiss Open i år, hvor de vandt 20-22, 21-13, 21-13.
Læs også: Momota, Astrup/Skaarup og Axelsen alle videre til semifinalerne ved VICTOR DENMARK OPEN
Goh og Izzudin kommer dog med masser af momentum til semifinalen. I kvartfinalen slog de fjerdeseedede Fajar Alfian og Muhammad Rian Ardianto ud af turneringen.
Lørdagens semifinaler bliver kickstartet på fornem vis, når det gælder en dyst mellem OL-guldvinderne i mixeddouble, Wang Yi Lyu og Huang Dong Ping, og All England-vinderne i samme kategori, Yuta Watanabe og Arisa Higashino.
Sidstnævnte skal forsøge at bryde deres negative stime mod kineserne. Ud af de 11 opgør har de førsteseedede Huang og Wang vundet 10 af dem.
Den anden semifinale i mixeddouble bliver også en seværdig en af slagsen. De tredjeseedede Praveen Jordan og Melati Daeva Oktavianti, som vandt Denmark Open i 2019, møder de andenseedede Dechapol Puavaranukroh og Sapsiree Taerattanachai, som vandt tre store turneringer i træk i januar (Thailand Open I, Thailand Open II og World Tour Finals).
Læs også: 14 nationer har fundet vej til VICTOR DENMARK JUNIOR i Odense
Her er de tidligere indbyrdes opgør fordelt mere jævnbyrdigt. 4-4 står der mellem indoneserne og thailænderne. De spiller kamp nummer 3 lørdag.
Modsat ser det ud i den ene damesinglesemifinale. Andenseedede Akane Yamaguchi fører 11-1 i indbyrdes opgør over sjetteseedede He Bing Jiao.
Lørdagens sidste semifinale er mellem verdensetteren i herresingle, Kento Momota, og Tommy Sugiarto.
Den førsteseedede japaner er storfavorit til opgøret mod den useedede indoneser. Momota har også erfaring fra tidligere år, da han vandt Denmark Open i både 2018 og 2019.
Klik her for at læse det officielle VICTOR DENMARK OPEN 2021 magasin
Fakta
VICTOR DENMARK OPEN 2021 spilles i Odense Idrætshal den 19.-24. oktober.
Besøg venligst eventhjemmesiden www.denmarkopen.dk for mere information.
TV 2 SPORT sender hver dag fra VICTOR DENMARK OPEN 2021. Klik her for at se TV 2 SPORT’s sendeplan
Efter 13 succesfulde år i Odense Idrætshal flytter verdens anden ældste turnering år ind under det større og mere fleksible tag i Jyske Bank Arena fra næste år, 2022.
VICTOR DENMARK OPEN rangerer i år som en Super 1000-turnering for at udfylde hullet i BWF World Tour-kalenderen, hvad angår antallet af Super 1000-turneringer, som har været aflyst grundet Covid-19. Der er fem Super 1000-turneringer.
Super 1000-turneringer er de højest rangerede turneringer på BWF’s World Tour. Næste år vil turneringen vende tilbage som en Super 750-turnering.
Siden 1936 har turneringen i Danmark været en del af den internationale badmintonscene, hvilket gør det til verdens andenældste badmintonturnering.
Turneringen har været afholdt i 11 forskellige danske byer. Fra 1936-1989 blev turneringen spillet i København, og sidenhen har den været spillet i Aalborg, Middelfart, Farum, Solrød, Højbjerg, Vejle og Aarhus, før den røg til Odense i 2007.
Danmark er med 140 titler den nation med flest titler ved turneringen efterfulgt af Kina med 62.
Sammen med vores sponsorer, VICTOR (titelsponsor), HSBC (World Tour-sponsor), Mille Food, Visit Odense, Grundfos og Holstebro Rejsecenter samt vores samarbejdspartnere BWF, TotalEnergies, Odense Kommune, Scandic, Midtfyns Bryghus, Anton Berg, Nespresso, Kims, Thaisen Hus, Philipson Wine og TV 2 SPORT glæder vi os til at byde jer velkommen til VICTOR DENMARK OPEN fra den 19.-24. oktober i Odense Idrætshal.