Sæsonens femte runde af Badmintonligaen bød på lidt af hvert. Gentofte og Skovshoved stod for aftenens tætteste opgør, TSS snuppede førstepladsen fra Odense OBK, Vendsyssel besejrede Højbjerg, mens Solrød Strand og Værløse uddelte æg. Læs meget mere om runden nedenfor.
I Gentofte tog hjemmebaneholdet mod det ubesejrede Skovshoved-mandskab. Gentofte bragte sig hurtigt i front, da de vandt første mixeddouble, anden damesingle og anden herresingle.
I anden mixeddouble vandt søskendeparret fra Skovshoved Daniel Lundgaard og Sara Lundgaard, det var ifølge Daniel en særlig fed kamp at vinde.
– Holdet fik en skidt start på kampen, hvorfor vi var en smule pressede. Derfor var det ekstra fedt at vinde kampen, fortæller Daniel Lundgaard, der samtidig slår fast, at det bestemt også er bedre for søskendeforholdet at vinde fremfor at tabe.
Gentoftes gode start slog dog ikke Skovshoved ud af kurs.
– Stemningen på holdet var okay, selvom vi kom bagud 3-1. Vi ved, hvad hinanden kan indbyrdes og vi vidste, at det handlede om at kigge fremad og bakke hinanden op i de resterende kampe.
Skovshoved fik kæmpet sig tilbage i kampen og med stillingen 4-4 skulle Daniel Lundgaard atter i kamp. Denne gang sammen med makkeren Joel Eipe mod Kristian Kræmer/Mads Christophersen.
Kampen ender 21-16, 16-21, 21-13 i Daniel Lundgaard/Joel Eipes favør. Til stor glæde for Daniel og resten af Skovshoved-mandskabet.
– Det er superfedt at vinde kampe for sit hold – men det er ekstra fedt at vinde en kamp, der betyder så meget for holdet, fortæller en glad og træt Daniel Lundgaard efter kampen, der afgjorde holdkampen mellem Skovshoved og Gentofte.
Skovhoved er fortsat ubesejret i denne sæson af Badmintonligaen og ligger efter femte runde nr. 3 i tabellen.
Læs: mestrene-skal-forsoege-at-forlaenge-deres-ubesejrede-stime
To profilerede hold stillede til start i Frederikshavn, da Vendsyssel og Højbjerg stod overfor hinanden i femte runde af Badmintonligaen.
Holdkampen kom hæsblæsende fra start, da begge mixeddoubler måtte ud i ombolde før henholdsvis Kim Astrup/Selena Piek fra Højbjerg og Robin Tabeling/Debora Jille fra VEB sikrede en sejr i hver deres mixeddouble. Heldigvis for VEB vandt Kirsty Gilmour sin single mod unge Amalie Schulz, hvorfor hjemmeholdet bragte sig i front 2-1.
VEBs gode takter fortsatte i de efterfølgende tre singler, hvor Vendsysselspillerne Josefine Jensen, Victor Svendsen og Magnus Johannesen alle vandt deres kampe. Det samme gjorde VEB’ernes damedouble og herredoubler. Dermed vandt Vendsyssel-mandskabet 8-1 over Højbjerg, der måtte drage sydpå med et nederlag i bagagen.
Sejren til Vendsyssel betyder, at de hopper op på andenpladsen i Badmintonligaen.
Klik her og få et overblik over sæsonens kampe
I Skælskør var der topopgør på programmet, da tabellens nr. 1 fra Odense OBK og nr. 2 fra TSS mødte hinanden. Her lagde hjemmeholdet bedst ud. TSS-holdets to mixeddoubler vandt og sørgede for at bringe TSS foran 2-0.
Team Skælskør-Slagelse og Odense OBK kunne hver især tilskrives et point efter TSS’s Irina Andersen vandt første damesingle, mens Odense OBKs Camilla Martens vandt anden damesingle. Dermed fastholdt TSS føringen, da fire ud af i alt ni kampe var færdigspillet.
TSS fortsatte ufortrødent deres kurs mod en sejr over Odense OBK. Og med sejre i de fire ud af de sidste fem kampe endte Team Skælskør-Slagelse med at vinde holdkampen 7-2. Det betyder, at TSS overhaler Odense OBK og ligger sig i spidsen af det samlede regnskab.
Se stillingen i Badmintonliagen
På Aarhus ABs hjemmebane kom gæsterne fra Solrød Strand bedst i gang. Alexandra Poulsen fra Solrød Strand, der var tilbage på holdkortet efter karantæne, vandt sammen med makkeren Jeppe Bay Madsen første mixeddouble over Philip Serup/Anne Fuglsang 21-7, 21-10. Knap så overlegent vandt Solrød Strands Jesper Toft/Clara Graversen anden mixeddouble, der måtte ud i trejde sæt før de kunne fejre en sejr.
Solrød Strand-spilleren Mia Blichfeldt fulgte trop og vandt sin single over Iris Wang. “Tsunami”-holdkammeraterne Frederikke Lund og Emil Holst gjorde hende kunsten efter og vandt også deres singler. Dermed førte Solrød Strand 5-0 midtvejs i holdkampen.
Alt i alt blev det en hård dag på kontoret for Aarhus AB, der ender med at tabe holdkampen 0-9 til Solrød Strand, der for anden gang i sæsonen uddelte æg.
Læs også: Mads Kolding stopper sin internationale karriere
Sidste års sølvvindere fra Værløse tog på hjemmebane mod bundholdet fra Greve. Værløse startede holdkampen ud med sejre i begge mixeddoubler og første herresingle. I damesinglen mellem Sia Berg og Rebecka Kuhl udspillede der sig et vaskeægte drama, da kampen endte 30-29 i trejde sæt i Værløses Rebecka Kuhls favør.
Faktisk blev det aldrig Greves aften, der måtte se sig slået af Værløse i alle aftenens kampe. Kampen ender 9-0 til Værløse, der hiver en masse tiltrængte point til sig i tabellen, mens Greve fortsat ligger i den kedelig ende af tabellen.