Joel Eipe og Rasmus Kjær får debut ved det individuelle verdensmesterskab, som i år bliver afholdt i den spanske by Huelva. – Vi er mega glade for det, siger Eipe.
Danmark får tre herredoubler med til individuel VM i december.
24-årige Joel Eipe og 23-årige Rasmus Kjær er blevet udtaget af Badminton Danmarks sportslige ledelse.
Læs mere: Yderligere to danske mixeddoubler med til VM
Jens Meibom, der er elite- og sportschef i Badminton Danmark, forklarer udtagelsen således:
– Joel og Kjær har trænet på NETC igennem de sidste par år. Vi har et tæt samarbejde med dem, og de indgår i herredoubletræningen på NETC. På grund af sygdom og skader har det været begrænset, hvor meget de har konkurreret i år, og vi vil gerne give dem muligheden for at vise sig frem til et mesterskab.
– Vi håber, de griber denne mulighed, får et godt træningsforløb op til VM og får vist et spillemæssigt niveau, der giver perspektiver for fremtiden, siger Meibom.
Da Kjær og Eipe fik beskeden om udtagelsen, var det til stor overraskelse for dem selv.
– Jeg havde ikke skænket det en tanke, at det var en mulighed. Så det er en kæmpe gave for os, og vi er mega glade for det, lyder det fra Joel Eipe.
Læs mere: Flere danske spillere efterudtaget til individuel VM
Parret ligger nummer 53 på verdensranglisten efter blandt andet en semifinale ved sidste års Denmark Open, hvor de slog Kim Astrup og Anders Skaarup ud undervejs.
Desuden har de opnået andenpladser ved turneringerne Austrian Open og Spanish International i 2019.
– Jeg synes, vores makkerskab har været sindssygt præget af uheld. Det kan ligne nogle gange, vi har haft lange skadesperioder, men timingen har oftest været utrolig dårlig, så vi har misset ting. Og så missede vi også EM i Ukraine med coronavirus.
– Derfor er det selvfølgelig fedt at komme af sted til et VM. Det vil det altid være. Det har været lidt en hjælpende hånd med humøret og en genoprejsning. Vi glæder os til at komme af sted, siger Rasmus Kjær.
Læs mere: Thyrri og Lundgaard udtaget til individuel VM
Nu bliver han og Eipe en del af det store danske hold, som rejser af sted til den spanske by Huelva i begyndelsen af december.
Parret håber meget på, at det kan blive til flere kampe til verdensmesterskabet.
– Vores største problem er at være kontinuerligt gode, for vi ved, at hvis vi virkelig rammer toppen, så kan vi drille rigtig mange par. Vi kan gå ind og spille frit, og der er ingen tvivl om, at når vi er der, så vil vi gerne gå ind og lave et resultat, siger Kjær og suppleres af sin makker:
– Vi er næsten mere bange for os selv end for vores modstandere. For jeg synes, vores topniveau er rigtig højt. Men hvis vi ikke kan blive i det, så er det der, vi får vores problemer, understreger Joel Eipe.
For både Eipe og Kjær er der tale om debut ved et verdensmesterskab.
Få overblikket over de danske spillere til individuel VM i december:
Herresingle:
- Viktor Axelsen
- Anders Antonsen
- Rasmus Gemke
- Hans-Kristian Solberg Vittinghus
Damesingle:
- Mia Blichfeldt
- Line Christophersen
Herredouble:
- Kim Astrup og Anders Skaarup
- Daniel Lundgaard og Mathias Thyrri
- Joel Eipe og Rasmus Kjær
Damedouble:
- Sara Thygesen og Maiken Fruergaard
- Amalie Magelund og Freja Ravn
- Mette Poulsen og Alexandra Bøje
- Amalie Schulz og Christine Busch
Mixeddouble:
- Alexandra Bøje og Mathias Christiansen
- Niclas Nøhr og Amalie Magelund
- Mathias Thyrri og Mai Surrow
- Mikkel Mikkelsen og Rikke Søby
Individuel VM spilles i år fra søndag 12. december til søndag 19. december i den spanske by Huelva.
Seneste danske VM-medalje var i 2019 i Basel, hvor Anders Antonsen vandt sølv. Seneste verdensmestertitel til Danmark stod Viktor Axelsen for i 2017 i Glasgow.