Jakob Høi: – Vi skal være skuffede, fordi Astrup og Skaarup har været gode i lang tid

af | mar 18, 2022

Andenseedede Muhammad Ahsan og Hendra Setiawan løb igen med sejren efter et møde med Kim Astrup og Anders Skaarup, selvom danskerne var tæt på at bringe kampen ud i tre sæt.

 

Kim Astrup og Anders Skaarup missede chancen for at spille sig i semifinalen ved All England for andet år i træk.

Den danske herredouble tabte 15-21, 20-22 til verdens nummer to, Muhammad Ahsan og Hendra Setiawan, som tidligere har vundet VM tre gange sammen.

Læs også: Astrup og Skaarup møder tredobbelte verdensmestre i All England-kvartfinalen

Som cifrene antyder var de syvendeseedede danskere virkelig tæt på at nappe andet sæt, og det ærgrer landstræner Jakob Høi, at det ikke lykkedes.

– Jeg er positivt overrasket over, hvor godt drengene kom ud af servesituationen i andet sæt, selvom den er så svær, og de andre er helt outstanding på det område. Så er jeg skuffet over, vi ikke fik det sæt. Jeg troede på, vi kunne vinde kampen, og vi spillede os i en position, hvor vi konkurrerede om at kunne vinde det og ikke bare være lige ved, siger Høi.

Landstræneren påpeger, at flere marginaler var på indonesernes side specielt i slutningen af opgøret, men han anerkender, at der samtidig ligger dygtighed og gode færdigheder bag, at Ahsan og Setiawan ender med at vinde det tætte sæt.

– Kim og Anders er med på det niveau, og jeg synes, det er vildt flot spillet. Så jeg bliver nødt til at udtrykke absolut respekt og benovelse over, hvor gode de er. Men det er også derfor, vi skal være skuffede. Vi skal være skuffede over, at når man kan være med der, har været så gode i så lang tid og har været svære at slå, at vi så ikke finder løsningerne eller får slået de rette bolde til sidst.

Læs også: Billetsalget til DENMARK OPEN 2022 presented by VICTOR er skudt i gang

Dermed blev det til tre kampe ved dette års All England for Astrup og Skaarup. Særligt i anden kamp viste de storspil med en overlegen sejr på 21-12, 21-7 over Matsui og Takeuchi. Det kommer på bagkant af German Open, hvor danskerne undervejs slog verdensmestrene, Hoki og Kobayashi, ud.

Jakob Høi er da også positiv over det spil, som Astrup og Skaarup leverer for tiden.

– Jeg har set fokus, ansvar, energi og en position længere fremme på banen, end de nogensinde har haft før. Jeg ved, at det selvfølgelig er noget, de har arbejdet med i rigtig lang tid. Men så hurtigt at kunne lukke nogle kampe fuldstændig ned i sidste uge og i denne uge, som på papiret kunne være blevet tætte, er meget imponerende.

Læs også: – Kan man præstere godt ved All England, hører man hjemme blandt de bedste, siger Jonassen

Næste opgave for Anders Skaarup og Kim Astrup bliver Super 300-turneringen Swiss Open, der begynder i næste uge.

Det er heller ikke slut med dansk deltagelse ved All England. Førsteseedede Viktor Axelsen er fortsat med, og han spiller kvartfinale fredag aften mod femteseedede Anthony Ginting. Den kamp kan ses på TV 2 SPORT.