Badmintonphoto - fjerbold - fjer - shuttlecock - hænder - serv - servesituation - server
Badmintonphoto

Badminton Danmark og DGI Badminton er i tæt dialog med det ukrainske badmintonforbund om hjælp

March 30, 2022 09:52 Skrevet af

Badminton Danmark og DGI Badminton er i dialog med det ukrainske badmintonfund om at hjælpe blandt andet badmintonspillere og -trænere som kommer til Danmark. Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen, mødes med Luca Crippa, der er teknisk direktør i det ukrainske badmintonforbund, om 9 dage på Badminton Europes Årsmøde, hvor de skal drøfte mere konkrete hjælpemuligheder.

 

Flere danske badmintonklubber har allerede henvendt sig til Badminton Danmark og DGI Badminton med et ønske om at hjælpe ukrainske badmintonspillere og trænere på den ene eller anden måde. Til alle dem vil Badminton Danmark og DGI Badminton gerne sige en stor tak.

Badminton Danmark og DGI Badminton er i tæt dialog med det ukrainske badmintonforbund om forskellige tiltag, som kan være med til at hjælpe ukrainere, der kommer til Danmark. Det kan være med kontakt til relevante danske badmintonklubber, virksomheder, bosteder, osv.

Læs også: Badminton Danmark boykotter Rusland og Belarus fuldstændig

På Badminton Europes Årsmøde den 7.-9. april vil Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen, mødes med Luca Crippa, der er teknisk direktør i det ukrainske badmintonforbund. De vil på mødet tale om, hvordan Badminton Danmark, DGI Badminton og de danske badmintonklubber kan hjælpe på både kort og lang sigt.

Badminton Danmark og DGI Badminton vil derfor opfordre alle de danske badmintonklubber, som ønsker at hjælpe med eksempelvis bolig, adgang til træning, tøj, badmintonudstyr, osv. om at sende en mail til Bo Jensen. Så vil Badminton Danmark koordinere med det ukrainske forbund og de enkelte personer, som kommer til landet.

Klubber der ønsker hjælp til, hvordan de bedst muligt kan inkludere spillere og trænere fra Ukraine, samt skabe gode rammer for deltagelse i klubbens træninger og sociale aktiviteter kan få hjælp her til fra DGI Badmintons regions- og idrætskonsulenter. Kontakt gerne Michael Nørbæk herom.

 

Kontakt
Bo Jensen                                                                  Michael Nørbæk
boje@badminton.dk                                               michael.norbaek@dgi.dk

Direktør, Badminton Danmark                 Ansvarlig for Bredde & Udvikling, DGI Badminton



Tags: , , ,
Kategori: , , ,