Foto: Allan Høgholm

Anden nominerede til Badminton Danmarks Talentpris: Tanja Berg

March 31, 2022 08:00 Skrevet af

Badminton Danmarks Talentpris går til en talenttræner, en cheftræner, en sportschef, en leder, en ildsjæl i en klub eller en anden, som i løbet af det/de seneste år har gjort en ekstraordinær indsats for talentudviklingen i dansk badminton.

 

Det er tid til at afsløre den anden nominerede til Badminton Danmarks Talentpris 2022. Det er Værløses cheftræner, Tanja Berg, som ikke lige havde set den komme at blive udvalgt af Badminton Danmarks Talentpris-panel.

– Det er en ære at blive nomineret af nogen i forbundet, der sidder højere oppe og tager beslutningen. Det er flot, og jeg er meget beæret over det, siger Tanja Berg.

Læs også: Første nominerede til Badminton Danmarks Talentpris: Peter Mouritsen

I 20 år har hun fået bygget en unik kultur og træningsmiljø op i Værløse. Her har hun formået at tage unge talenter det sidste stykke og flytte dem op til seniorniveau, mens hun samtidig har formået at holde fast i deres spilleglæde. Det er nogle af grundene til, hun er blevet nomineret.

– Jeg er god til at snakke med spillerne og fortælle, hvad der skal til for at blive god og få dem til at yde. Så jeg har et tæt samarbejde med dem og prøver at hjælpe dem med at gå i den rigtige retning. De er gode til at tage det til sig og arbejde på, hvad der skal gøres, siger Berg, som har ført Værløse frem til Final 4 for tredje år i træk.

Hendes rådgivning og tætte samarbejde med spillerne over mange år har gjort, at arbejdet med at fastholde kulturen bliver lettere. Når en spiller har været der siden ungdomsårene og hærdet under Tanja Berg, er de, når de bliver ældre, med til at vise yngre spillere, hvad der skal til.

– Tidligere var det mig, der skulle det, men nu får jeg ’gratis’ hjælp af de ældre spillere, for de har været igennem det hele og kan være forbilleder for de yngre og klæde dem på til, hvad det kræver. Så det her er bygget op over og mange år, og jeg prøver hele tiden at udvikle på det i forhold til, hvordan tiden ændrer sig.

Klik her for at læse mere om Badminton Danmarks Talentpris og om kriterierne bag

Formålet med Badminton Danmarks Talentpris er at sætte fokus på og anerkende det store talentarbejde, der bliver gjort i dansk badminton.

Dette års pris uddeles lørdag i forbindelse med VICTOR UDM i Brøndby.

 

Tidligere vindere af Badminton Danmarks Talentpris

2021 – Thomas Nielsen, abc Aalborg

2020 – Jakob Poulsen, Solrød Strand Badmintonklub

2019 – Lennart Engler, Odense BK

2018 – Michael Kjeldsen, Højbjerg Badmintonklub

2017 – Steen Thomsen og Peter Nedergaard, Kolding BK

2016 – Preben Nørgaard, Solrød Strand Badmintonklub



Tags: , , ,
Kategori: , , , , ,