Torsten Berg er blevet tildelt titlen som BWF Honory Life Vice President af BWF. Det er det internationale forbunds fornemmeste titel. – Det er jeg selvfølgelig meget, meget glad for, siger Torsten Berg.
Danske Torsten Berg er en levende legende inden for badminton – ikke kun i Danmark men i hele verden. Nu anerkendes han på ny, og denne gang er det med den fornemmeste hæder, man kan forestille sig som badmintonpersonlighed. Nemlig titlen som BWF Honory Life Vice President.
– Det er jeg selvfølgelig meget, meget glad for. At mit arbejde gennem så mange år blev anerkendt ved, at de klappede ad mig i lang tid på årsmødet, var en stor oplevelse for mig at få. Det er en stor glæde for mig at blive en del af en eksklusiv lille gruppe, som indtil nu har modtaget titlen, siger Torsten Berg.
Læs også: Klavs Andreassen modtager stor BWF-pris
Titlen blev han tildelt på BWF’s årsmøde, som blev afholdt i går, lørdag, i Bangkok, Thailand. Den blev ham givet af landsmanden Poul-Erik Høyer, der som præsident for BWF overrakte Torsten Berg og Dato’ Lim fra Malaysia titlen med disse ord.
– Torsten og Dato’ har tjent BWF og badmintonmiljøet med stor passion, og de har været medvirkende til sportens betydelige vækst. Jeg takker dem for deres fantastiske arbejde og er glad for, at vi har været i stand til at ære dem her i weekenden, sagde Poul-Erik Høyer.
Formelt set blev Torsten Berg tildelt titlen på baggrund af disse punkter:
- 28 år i BWF Council (1985-2013)
- BWF Vice President (repræsentant for Europa)(2002-2013)
- Har siddet i syv forskellige committees/commissions og to af dem som formand
- Stor supporter og forekæmper af para badminton og kvinders ligestilling i sporten
Torsten Berg er også indehaver af DIF’s ærestegn, Badminton Danmarks ærestegn og af Herbert Scheele Trophy, som uddeles af BWF’s Council og gives i anerkendelse af en exceptionel, livslang støtte og arbejde for badmintonsporten.
Klik her og læs mere om æres- og fortjensttegnsmodtagere
Han sidder lige nu med som udvalgsmedlem i Badmintonmuseumsudvalget, Badminton Danmarks Internationale udvalg og i appeludvalget.
Tom Bacher er den eneste dansker, der tidligere har modtaget titlen. Bacher modtog BWF Honory Life Vice President-titlen i 2012.
Stort tillykke til Torsten Berg med titlen.