Badmintonphoto

Danmarks Uber Cup-hold med knusende sejr: – En god koncentreret indsats

May 9, 2022 12:31 Skrevet af

De danske Uber Cup-kvinder tog den anden sejr ud af to mulige ved verdensmesterskabet og er yderst tæt på en kvartfinale ved VM for damehold.

 

Som forventet var det en dominerende dansk sejr til Uber Cup-holdet, da de mandag mødte Egypten.

5-0 blev scoren i en holdkamp, hvor ingen af de fem kampe varede længere end 23 minutter.

Læs også: Bliv klogere på Danmarks Uber Cup-profiler

Kampens udfald betyder, at Danmark har to sejre efter to kampe. Formår Thailand at besejre Malaysia, er Danmark klar til kvartfinalen ved Uber Cup, inden sidste gruppekamp er spillet.

Her venter værtsnationen Thailand i det, der kan blive en direkte duel om førstepladsen i gruppen.

– Den glæder jeg mig til. Vi skal se, om vi kan drille de thailandske favoritter lidt, og det, tror jeg, vi kan. Men jeg ser også frem til at se vores spillere i matchuppet i de enkelte kampe. Der er ingen tvivl om, at det er de spillere, vi kommer til at møde der, som vi gerne vil udvikle os til at kunne slå. Så det bliver rigtig spændende at se, siger Rune Ulsing, som står i spidsen for Danmarks Uber Cup-landshold.

Udover at holdet levede op til hans forventninger til scoren i kampen mod Egypten, var han glad for det, han så fra spillerne på banen.

– Vi har et hold, der går ind til det fokuseret. De går ind og får arbejdet med nogle ting på banen i forhold til deres eget spil og i forhold til at blive endnu bedre til at styre forholdene derinde. Så en god koncentreret indsats, og det er dejligt at se. Der var også god opbakning ude bagfra, selvom vi ret hurtigt havde vundet holdkampen, fortæller Uber Cup-træneren.

Læs også: Sikker sejr til de danske Thomas Cup-drenge

Kampen mod Thailand spilles tirsdag klokken 14 og kan ses på TV 2 SPORT.

Thailand vandt bronze ved seneste Uber Cup i Aarhus i oktober og fik sølv i 2018.

 

Line Christophersen – Doha Hany: 21-10, 21-11

Mia Blichfeldt blev sparet til opgøret, og det betød, at Line Christophersen var første dansker på banen. Hun havde lidt startvanskeligheder, men efter hendes spil blev mere sikkert, og fejlene blev minimeret, strøg hun fra 4-8 til 21-10.

Andet sæt havde et meget lignende forløb. Hany med den bedste start, hvor Christophersen lige skulle have styr på den modsatte side og tilpasset sit spil i vinden, inden hun uden problemer trak fra sin to år ældre egyptiske modstander.

Line Kjærsfeldt – Nour Ahmed Youssri: 21-6, 21-6

Det var den nykårede afrikanske mester i damesingle, der trådte på banen i 2. damesingle. Hun havde det dog svært mod Line Kjærsfeldt. Sidstnævnte formåede bedst at styre sit spil i vinden, mens Youssri sendte mange bolde uden for stregerne. Det gav mange lette point til Kjærsfeldt, som formåede at holde et godt fokus hele vejen igennem.

Julie Dawall Jakobsen – Hana Tarek Zaher: 21-3, 21-7

Det var til at se, at der var 251 pladser mellem de to spillere på verdensranglisten. Egypteren kunne på ingen måde følge med, når Julie Dawall satte tempo i kampen. 19 minutter tog det for danskeren at vinde i sin første aktion ved dette Uber Cup.

Sara Thygesen/Amalie Schulz – Jana Ashraf/Jana Hesham Mohamed Abdelkader: 21-10, 21-7

Det var ikke kun på grund af sejrscifrene, der var store smil hos Sara Thygesen og Amalie Schulz. Sidstnævnte var for første gang på banen ved et Uber Cup-mesterskab, og debuten var en stor fornøjelse, fortalte hun efter kampen.

– Det var virkelig fedt og en virkelig fed oplevelse. Det var noget, jeg havde håbet på, lige siden jeg skulle herned, så det er bare mega fedt, at jeg kan få den oplevelse, og det var meget lærerigt, siger 20-årige Amalie Schulz.

Også den danske Uber Cup-træner var glad for det, han så fra Schulz.

– Vi vil gerne have, at alle kommer til at spille, og i denne kamp var muligheden der for at gøre det. Det er god erfaring for hende at prøve at stå derinde og mærke det, og det håndterer hun super fint. Hun spiller med Sara Thygesen, hvis rutine er med til at støtte Amalie og få noget ro på hende, så det var godt at se, siger Ulsing.

Alexandra Bøje/Amalie Magelund – Nour Ahmed Youssri/Hana Tarek Zaher: 21-12, 21-11

Der var genvalg til Bøje og Magelund i startopstillingen, efter de mod Malaysia spillede deres første kamp sammen. Og danskerne skuffede bestemt ikke.

Der var masser af overskud på banen. Både hvad angik det spillemæssige og attituden. Sammen havde de ingen problemer med at slå egypterne og sørge for en stor dansk dag med lutter sejre.

 

Fakta om turneringen:

Thomas & Uber Cup, VM for herre- og damelandshold, spilles i Impact Arena, Bangkok, Thailand, den 8.-15. maj.

Det er samme arena, der var vært ved Thomas & Uber Cup i 2018 samt Thailand Open I, Thailand Open II og World Tour-finalerne i januar 2021. Det er tredje gang, at Thailand afholder Thomas Cup (VM for herrelandshold), mens det er anden gang, de afholder Uber Cup (VM for damelandshold).

Indonesien er forsvarende Thomas Cup-vinder, og med 14 titler er det også den nation, der har vundet mesterskabet flest gange.

Hos kvinderne er Kina forsvarende Uber Cup-vinder, og de er også den mest vindende nation med 15 titler.

De danske herrer tabte 1-3 i semifinalen til Indonesien ved det seneste Thomas Cup i Aarhus. De danske damer røg ud i kvartfinalen til Korea med 0-3.

Sådan ser de danske herrers kampprogram ud i gruppespillet:

  • Danmark vs. Frankrig (tirsdag 10. maj kl. 9)
  • Danmark vs. Kina (onsdag 11. maj kl. 14)

Sådan er de danske damers kampprogram ud i gruppespillet:

  • Danmark vs. Thailand (tirsdag 10. maj kl. 14)

Danmark var i oktober 2021 det første land i Europa som var værter for Thomas & Uber Cup.

Oprindeligt skulle de seneste mesterskaberne have været spillet i Danmark i maj 2020, men på grund af Covid-19 blev de først flyttet til august 2020, senere så oktober 2020, før de til sidst blev skubbet til oktober 2021.

Danmark har været vært for VM for individuelle i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.

Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016.



Tags: , , , , , , , , , ,
Kategori: , , , ,